Abishek: Bed no. 9

Endnu et interview med en af vores patienter, som blev fundet af Nino og Carsten i starten af vores ophold hernede. De foerste to billeder eer taget af Carsten da de fandt ham og en anden ung dreng paa gaden i Delhi.
Hvis du har lyst til at stoette Abishek og alle de andre her paa stedet, saa gaa ind paa Cafe Retros hjemmeside og bliv medlem eller giv en gave. Tak for stoetten - Abishek og alle de andre her paa Ashram'en siger tak.

Abishek is 19 years old. He grew up in the holy city of Varanasi, in the state of Uttar Pradesh. His father had a small tea stall and his mother was a typical Indian housewife. He grew up with his younger brother in a middleclass family where they had everything they needed to maintain a decent lifestyle. His mother used to teach him and took good care of him. His eyes light up everytime he speaks about her.

His mother died when he was around 10 years old and his father remarried. His father didn’t take the same responsibility, and neither did his stepmother. She used to beat him, and at the age of 18 Abishek had enough. He ran away and left for Delhi in search of a better life. He went nearby New Delhi Train Station and tried to find work at a tea stall like his fathers’. He needed an ID-card which he did not have to get a job, so after a short time in Delhi he started to roam around. Whenever he was hungry he went to the Gurdwara (temple) where they would serve free meals and he kept himself alive by doing this.

On the 26th of January a policeman found him by Jama Masjid in Old Delhi and droped him outside of Delhi. The cities in India and Delhi in particular are trying to get rid of the poor and destitutes because they don’t look good on the image of a city like Delhi. The Commonwealth Games are coming up in 2010 and the city of Delhi want to look as clean and nice as possible, to impress all the visitors. That means no space for the 4 million really poor people that live in the city of Delhi, and that means they have to find a way to get rid of the people we do not like to look at.


Abishek found himself in an area with no shops and nothing to eat. Quickly he lost strength and started to become really sick. After a few weeks a gentleman came up to him and told him that he could go to Yamuna Bazaar by the Hanuman Temple and get food there. He walked some 15-20 km back to the city and found the Temple, and 2-3 days after he was found by Nino who brought him to the Ashram. He was very weak and couldn’t speak much and after a few days he was brought to the hospital where he was admitted. He had lost a lot of blood, so two of the volonteers (Anders and Maria) from the Ashram donated one unit each. If they didn’t do it he could be forced to wait for a long time, and still then the Ashram would have to pay for it themselves.

After almost two weeks at the hospital he returned to the Ashram. Still weak, but full of strength compared to what he was like before. He has been renamed Curious George, because he likes to touch everything. When he arrived the first time, he seemed like a mental case, but after regaining strength he seems to be understanding most things. Thanks to his mothers education he speaks a bit of English, and he likes to use it.

Abishek is a sad story with a turn which led him to the life he has restarted at the Ashram.

Godt og vel Halvvejs

Vi har nu passeret milepælen ved navn ”halvvejs”, og i morgen er der kun 3 uger tilbage. En dag hernede går som 2 i Danmark plejer Philip at sige, og i forgårs sagde Philip såmænd, at han næsten ikke rigtig havde lyst til at tage hjem. Et statement, der nok mest var et udslag for en øjeblikkelig følelse frem for en permanent tilstand, for når jeg lige nu konfronterer ham med det han sagde, så siger han med et smil på læben, at det kan vist ikke passe. Hjem eller ej, så kan jeg dog konstatere at Philip klarer dagene godt og hans negativitet samler sjældent bundfald, men kommer som oftest til udtryk igennem sporadiske anfald over småting i hverdagen.

Således blev dette indlæg skudt i gang i en positiv tone. En tone der har lydt igennem næsten 3 uger med kun ganske få mislyde.

Sidste uge rejste Philip og jeg på tur i det nordlige Indien. En tur i søgen efter vilddyr og lidt adrenalin. I Danmark havde jeg lovet Philip, at vi skulle se om vi kunne finde nogle tigre, og lad mig bare bryde spændingen med det samme og sige, at vi ikke fandt nogen på denne tur.
Vi tog et nattog 6,5 time til en by ved navn Ramnagar, som ligger ved siden af Corbett Natl Park. Indiens første nationalpark og efter sigende den med den største tigerbestand - ca 160 tigre i alt. Vores guide Patual kunne stolt fremvise det skrevne ord fra en spansk turist, der dagen før havde set en tiger og senere en leopard, der fortærede et rådyr. Men ak, vi så hverken tigre eller leoparder. Til gengæld så vi en masse firbenede rådyr og dådyr, vilde elefanter, vilde svin, krokodiller og ca 100 aber. Vi overnattede inde i parken og startede morgendagen med en tur på elefantryg, for måske den vej rundt at få et lille glimt af en tiger, men heller ikke det gav pote... Da vi sidst på eftermiddagen fredag blev kørt til bussen af Patual for at fortsætte vores tur, havde man næsten helt ondt af den lille mand. I to dage havde han hørt forgæves efter de alarmcalls, som aber og fugle kommer med og som afslører hvor tigeren befinder sig. Vi havde set tigerspor, det var det tætteste vi kom, men både Philip og jeg var ’sikre’ på at Patual havde været ude samme morgen med et lille tigerstempel, så vi ikke skulle gå helt forgæves. I bussen på vej videre var vi trods alt ved godt mod og Philip fik helt sikkert lov til at opleve mere jungle og vilde dyr end han nogensinde før har set.

Efter en bustur på 6-7 timer med et enkelt skift, ankom vi i hel tilstand til Rishikesh. Buschauffører i Indien kører med en dødsforagt, der afslører en klippefast tro på reinkarnation, og rejse med bus i Indien ville nok være forbudt, hvis vi var med kommunen på tur. Hornet på bussen kører som et pendul igennem aftenmørket, og de modkørende biler med deres lange lys leverer lysshow til den evige vekslen mellem hårde opbremsninger, accelerationer og undvigemanøvrer. 15 kr pr person for en nærdødsoplevelse, er en billig pris for folk med trang til masochisme. Os andre kan bare glæde sig over, at det trods alt ikke var dyrere…

Lørdagen blev brugt til at slappe af i Rishikesh. En by mellem høje bjerge og Ganges bugtende sig igennem. Med et blik i Ganges’ klare vand ser vi tydeligt, at vi er tættere på Himalaya end Varanasi, hvor lig og affald forpester floden. Jeg fik lokket Philip med op til et lille vandfald, hvor jeg legede hare og hvor Philip sled sig en time op af bakke. Vi tog en dukkert i et vandfald lidt længere nede på vejen tilbage og vaskede sveden af os inden vi tog retur til byen. Søndagen brugte vi på en 40 km lang white water rafting tur ned af Ganges. Vi var ved at kæntre flere gange, men vi klarede den og det var på frivilligt initiativ, når vi tog en kølig dukkert og lod os glide med strømmen. Med lidt større armmuskler og solbrændte skuldre og lår tog vi tilbage mod Ashram’en næste dag – en mandag. Philip ville gerne rejse videre, og havde ikke lyst til at tage tilbage. ”Det er så’en et nederen sted. Der er for mange syge mennesker”, sagde han. Jeg valgte at fokusere på det positive i, at han havde fået lyst til at rejse, og sagde, at så er det jo bare at komme hjem og spare sammen til at komme afsted igen.

Mandagen kom, og den lange tur tilbage mod Delhi lurede i horisonten. En tur som Philip på ingen måder så frem til. Vi startede med en time i bus, og fra Haridwar fik jeg lokket Philip med på at tage General Class med toget i 7 timer til Delhi. General Class eller Second Class unseated, også kaldet monkey class, er de sidste vogne i toget, hvor der altid er plads til en til. Man sidder på træbænke bag åbne tremmevinduer og med lidt held kan man måske få et par høns som bordherre. General Class er et lille stykke Indien, som jeg ikke havde lyst til at snyde hverken Philip eller mig selv for og til en pris af 10 kr pr person, så var det økonomiske aspekt igen på vores side. I starten var der god plads, men vi mærkede befolkningstætheden stige jo tættere vi kom Delhi. Da vi langt om længe (og tiltrængt) ankom til Old Delhi Station, sad der 6 msk på vores bænk, 5 over for, 3 på bænken ovenover den og en mor med 3 børn over vores hoveder. Been there, done that og egentlig fedt nok, men mon ikke vi hopper en klasse op næste gang, og smider en 20’er oveni prisenJ

Vi ankom til Ashram’en kl halv 2 om natten, kravlede over muren og videre i seng.
Turen var på mange måder set som en slags gave, men hvor en del af turen også blev betalt af hans egne lommepenge. Turen var til for at vise ham lidt mere af Indien, give ham nogle nye oplevelser og presse ham lidt på nogle nye måder. På mange måder ligner sådan en tur egentlig meget de ture som andre institutioner tager på med udsatte unge, hvad enten det er skiferier eller solferier. De sætte begge fokus på oplevelsen og så forsøger de ofte at tilgodese et fælles tredje, hvor man laver en aktivitet sammen med de unge. Alligevel er der flere forskelle. For det første er der kun en voksen og en ung, det vil til alle tider gør det relationelle arbejde mere komprimeret (om end måske også mere skrøbeligt). For det andet, så foregår turen i Indien, og det giver væsentlig flere indtryk at bearbejde og flere mulige konflikter/udfordringer at navigere i sammen med den unge (det er selvfølgelig ikke altid en fordel, men må ses i lyset af, hvem man har med at gøre). Og til sidst så er der det økonomiske perspektiv, som mange måske tænker på. 6 hele dage med mad, transport i ca 20-25 timer, hotel, 2 dages safari med guide, jeep og indgang kostede projektet ca 650 kr for Philip. Han betalte selv 150 kr for white water rafting, og derudover har han lavet en aftale med undertegnede om at afdrage de 650 kr igennem de foredrag, som vi forhåbentlig skal ud at holde en del af, når vi kommer hjem. Det er da rørende billigt. Til sammenligning brugte jeg mere på en 2 dages-tur med Philip til Ålborg sidste år i juni, hvor jeg var ansat af kommunen.

I forhold til Philips udmeldinger om at skulle tilbage var jeg spændt på, hvordan Philip ville klare det at være tilbage, men det har han klaret flot. Allerede da vi var kravlet over muren til Ashram’en, sagde han, at vi hellere lige måtte gå hen og se om de havde fået lavet kaninburet færdigt, som de startede på lige inden vi tog afsted. Dagen efter var han faldet ind i mange af hans positive rammer, han spurgte til patienterne og lå og kørte rundt med Rasheed i hans rullestol. Siden vi kom tilbage sent i mandags, har vi fået lavet en del fysisk arbejde, og vi har fået os en del gode snakke om fremtiden. Philip er grundlæggende træt af at alle mennesker har en mening om, hvordan han skal leve sit liv, og måske netop derfor har han umiddelbart ingen intentioner om at ændre sig. Jeg fortalte ham i dag, at hvis man lader være med at ændre sig, bare fordi folk vil have at man skal gøre det, så lader man også andre mennesker bestemme over sig. Så uanset hvad er det grundlæggende svært ikke at lade sig styre af andre mennesker. Derudover fortalte jeg ham at han de næste 3-5 år vil komme til at ændre sig mere end han nogensinde har gjort hidtil, spørgsmålet er bare hvordan. Så forandring slipper han ikke for – det gør ingen, og slet ingen der er 15 år gammel.

Philip sagde i går, at han var lidt spændt på at skulle op på Hørby Ungdomsskole, hvor eleverne har sponsoreret hans billet (se videoen i højre side), og han ville meget gerne vide hvad han skulle sige når vi kom derop. Han spurgte, hvad jeg plejede at sige, når jeg var ude at holde foredrag, så derfor sad jeg i går aftes og holdt foredrag om Selvværd og Selvtillid, Image og Identitet. ”Det er i hvert fald et af de bedste foredrag jeg har hørt”, sagde han, da jeg spurgte om der var noget af det han kunne bruge og om det var rigtigt. ”Rigtig meget af det faktisk”, havde han sagt. Undervejs mens jeg fortalte havde vi flere gode snakke, og igen i dag har snakken kørt videre. Han er i dag gået i gang med at skrive en lille hilsen til 2 piger fra Hørby, som gav mig et brev med til ham, da jeg var på besøg deroppe i uge 2. Det er altid fedt for mig, når Philip selv tager initiativ til noget, eller udtrykker en lyst for at gøre eller lave et eller andet, og det gør det væsentligt lettere for mig at støtte ham i det.

Han kom tilbage for lidt siden, efter at have været ovre på nettet og læse om Hørby Ungdomsskole, og han syntes den lød vildt fed. Selve tanken om måske at skulle tage på en efterskole selv efter sommerferien blev i dag næsten helt tiltalende for ham. ”Herlev Kommune vil i hvert fald nok gerne betale for, at jeg kommer væk”, som han siger. Alligevel er der et par men’er. Han vil ikke afsted uden der er nogen fra Herlev. Han vil ikke have skoleundervisning. Han vil helst være et sted, hvor man må ryge hash, eller hvor han kan skjule det. Alle de tre ting tror jeg nu nok på kan komme til forhandling, hvis det bliver aktuelt på et tidspunkt, så lad os på nuværende tidspunkt bare glæde os over at der kommer mulige fremtidsplaner og løsninger fra ”hestens egen mund”.

Dagen før de 5 uger er gået, sidder jeg altså her i Indien med et smil på læben. Ikke et af de helt store, men et af dem der bliver efterfulgt af et godkendt nik. Der er ikke umiddelbart nogen solskinshistorie i vente i den kommende tid, men jeg begynder at tro på, at han forstår hvad det er det handler om: At det er hans liv og hans valg.

Tak for jeres tid – hvis I har mere tid at give af, så skriv en kommentar på min eller Philips blog, og hvis I har lidt mere tid (og penge), så gå ind og bliv medlem af Cafe Retro. Det koster kun 75 kr om året i kontingent, og der findes ikke mange foreninger i Danmark, der kan prale af at have administrative udgifter for 0 kr. Hvis du tilmelder dig inden d. 14. april, går din kontingentbetaling for i år direkte til Sewa Ashram. På forhånd tak.

Anders

Statusrapport fra en mand mellem fire negle

Philip, Sewa Ashram, Maria og mig selv. Disse er navnene på de negle, som presser på og til tider gør hverdagen til uvejsomt terræn og får min hjerne til at køre på overload og tæt på system failure.

For præcis en uge siden vågnede jeg op på en tirsdag morgen, og blev med det første mødt med negativitet fra Philip, der forgæves ledte efter morgenmad inde på kontoret. ”Jeg kommer ikke til at være her i 8 uger, det er alt for nederen”, sagde han uden antydning af ironi i stemmen. Jeg sagde ikke så meget, forsøgte bare at undgå det luftangreb af negativitet, der blev sendt af sted mod mig, men denne morgen var mit forsvar nede og jeg blev ramt. Pludselig føltes 6 uger mere i Indien, som en lang ørkenvandring, hvor man skulle gennemleve en 4-sidet dårlig samvittighed over hverken at kunne være helt tilstrækkelig over for Philip, Sewa Ashram, Maria og mig selv.

Jeg følte at jeg var et sted fyldt med mennesker, der fik livet til at give mening. Et sted hvor taknemmelighed stod skrevet overalt. Alligevel kunne jeg denne morgen ikke finde et eneste gram af taknemmelighed i denne dreng, som havde så meget i forhold til alle de mennesker, der befandt sig lige uden for døren til kontoret og som kæmpede med sygdom, fattigdom og død. Jeg følte ikke at jeg bidragede med noget til dette sted, som jeg følte gav os så meget. Jeg glædede mig over at konstatere at Maria havde fundet sin faste rutine hernede med arbejde fra solopgang til solnedgang, så var der i det mindste en af os der kunne bidrage med noget. Gjorde jeg det helt forkert? Hvor lang tid skulle det være sådan? Hvis man nu bare vidste at der ville være 4 hårde uger og så 4 gode bagefter, eller bare en god uge til sidst, så havde man det at arbejde frem imod. Glaskuglen var tavs og intet stod skrevet i horisonten. Lyset var svært at skimte i tunnelen og jeg mærkede denne morgen frustrationen over pædagogikkens verden hvor 2 + 2= X. Der er ingen garanti for noget som helst. Fuck, hvor må det være fedt at være glarmester, brolægger eller skraldemand – man ved hvor man er kommet til og man ved hvor langt der er igen. Jeg var denne morgen en ildsjæl med ild i begge ender.

Jeg brugte det meste af formiddagen på at lave trærammer der passede til vinduerne i vores nye hjem; kostalden, for i det mindste at gøre nytte for Sewa Ashram. Jeg undgik Philip, for at styre udenom enhver mulig konflikt og efter frokosten gik jeg over og sov i tre timer. Maria kom over og spurgte til mig et par gange, men jeg var en mand af få ord, for hvor skulle man begynde og hvor skulle man slutte af. Skulle jeg ikke bare glæde mig over at Maria var glad, så var der i det mindste en negl mindre man skulle føle sig klemt af. Hvad det ikke været Carstens sidste aften på Sewa Ashram, var jeg nok gået tidligt i seng, men jeg syntes at jeg skyldte ham en ordentlig sidste aften. I stedet satte jeg mig sammen med Maria og Carsten uden for kostalden med et brændende bål. Carsten spurgte til mig. Han havde lagt mærke til, at jeg havde været lidt stille i løbet af dagen, og lidt efter lidt fik vi snakket dagen og de sidste to uger igennem, mens Philip sad på MSN og snakkede med venner og familie derhjemme.

Langsomt kom jeg til kræfter igen. Lyset, håbet og troen på, at man gjorde noget, der ikke ville komme tomt tilbage blev geninstalleret og jeg følte mig på rette vej igen. Philip kom over til os kl halv 12, da vi var ved at gå i seng. Han var i godt humør. ”De spørger hele tiden, hvad jeg laver. Vi skal altså ha skrevet noget vi kan lægge op på min side”, sagde han. ”Fint, det gør vi i morgen”, svarede jeg tilbage og glædede mig over at høre Philips engagement over noget, som jeg kunne hjælpe ham til at fuldføre. Vi gik i seng, og jeg var igen blevet fyldt op med fortrøstning.
3 uger er gået…
Det er nu en uge siden, og i alt er der nu gået tre uger af de i alt otte vi skal være hernede. Den sidste uge har været klart den bedste, hvis den skal måles i hvordan Philip har svinget rent følelsesmæssigt. Allerede dagen efter den tirsdag jeg lige har beskrevet, var det som at møde en helt anden Philip. Vi brugte to timer ca på at skrive lidt til hans blog, og på trods af hans åbenlyse skrivevanskeligheder tog han det helt roligt. Han havde et mål, som han gerne ville nå. Ikke fordi jeg sagde han skulle, men fordi han havde lyst til det. Han var dagen før blevet færdig med bogen ’Ondskaben’ af Jan Guillou, som jeg havde haft med fra Danmark i en letlæselig udgave på godt 100 sider. Hans første læste bog i mange år, og han syntes den var god. For at afrunde det der har med det faglige at gøre, så har han skrevet nogle enkelte linier i sin dagbog næsten hver dag, og den anden dag, sagde han at han kunne se, at han var begyndt at skrive mere. Stadigvæk havde han det dog sådan, at hvis han kom til et ord han ikke kunne stave, så stoppede han og lagde den fra sig. Da jeg købte bogen til ham den første dage og jeg sagde hvad han måske kunne bruge den til, var han helt afvisende over for at skulle skrive noget som helst, men selv samme aften kom han selv og spurgte om han ikke måtte se bogen.

Hans engelsk er blevet væsentligt forbedret på de tre uger vi har været her. Han opfanger flere ting af hvad der bliver sagt, men endnu vigtigere han tør at sige flere ting på engelsk, og er ikke længere så bange for, at de skal svare noget tilbage, som han ikke forstår. De sidste par dage har han flere gange spurgt mig om, hvordan man siger et eller andet, og derefter gået hen og sagt det til en person, hvor han i starten hele tiden ville have mig til at sige det.
I alt det der har med det faglige at gøre, har jeg sagt til ham, at det der er fedt ved at lære hernede er at man kan bruge det. Hernede lærer han ikke fordi han skal til eksamen, men fordi det forbedrer hans hverdag. Jeg hadede at skrive da jeg gik i skole, fordi jeg altid fik at vide jeg skrev forkert, men da jeg begyndte at rejse, fandt jeg en glæde i at skrive for at kunne huske og bearbejde de ting som jeg oplevede. Som forventet har jeg alene i de tre uger vi har været her, kunnet tilbyde ham mere ”undervisning” end han har haft det sidste år eller mere til sammen og 80-90% af det er opstået på initiativ af Philip selv fordi han ved at muligheden er der. Han sagde selv for et stykke tid siden at derhjemme i Danmark var han ligeglad med at lære fordi han var skæv det meste af tiden, men hernede ville han gerne lære – specielt engelsk. Jeg spurgte ham så, hvem der var mest Philip: Philip i Danmark der ikke gider og lære eller Philip i Indien, der gerne vil lære. ”Måske 50%”, var hans umiddelbare svar.
Onsdag aften kl lidt over 10 sagde vi farvel til Carsten, som rejste hjem efter at have været fantastisk i 16 dage. Jeg var glad for at det var onsdag aften, og ikke aftenen før han var rejst, for ellers havde modløsheden over at skulle sige farvel til den store hjælp som Carsten har været for os alle tre og Sewa Ashram været noget større. Carsten har været god til Philip, og Philip fik hurtigt et godt indtryk af Carsten. ”Det skider jeg på, han var sgu for grineren”, sagde han så sent som i går aftes ude ved bålet. ”Ham må jeg altså også møde i Danmark”. Det var utrolig rart for mig mens Carsten var her, hele tiden at have en person der var stabil følelsesmæssigt, som jeg kunne læne mig op af, samtidig med at vores humør og lyst til det lettere ekstreme ligger tæt op af hinanden. Det gav os flere gange noget fedt ping pong, hvor vi sad og tog røven på Philip. Dejligt og rart var det med Carsten her og jeg vil helt sikkert komme til at savne ham. Ikke bare som en hjælp her, men også som en god ven.

Efter Carsten var kørt af sted sad jeg og snakkede med Philip. Jeg fortalte ham lidt om hvrodan jeg havde haft det dagen før og hvordan jeg nogen gange blev påvirket af hans negative indstilling og kommentarer. Jeg fortalte ham at Philip tirsdag og onsdag havde været som to helt forskellige mennesker, og jeg spurgte ham hvorfor. Et spørgsmål som Philip ikke selv havde en god forklaring på. ”Nogle gange bliver jeg bare rigtig hidsig”, sagde han.

Mens vi sad og skrev til hans blog tidligere på dagen, kom Judith over og delte sin papayafrugt med os. Judith er inder, men er kæreste med Uwe fra Tyskland og sammen styrer de klinikken her på Sewa Ashram. Judith fortalte om sin fætter, som var involveret i bandekriminalitet. Alle havde opgivet ham og en dag opgav livet ham også. Han blev skudt i hovedet, kun 22 år gammel. ”Gud elsker dig Philip”, sagde hun. ”Ved du godt det? Måske vil alle mennesker opgive dig, men Gud vil stadig elske dig. Det er det jeg ærgrer mig allermest over i mit liv, at jeg aldrig fik fortalt til min fætter, men jeg har stadig muligheden for at sige det til dig”. Judith var berørt mens hun fortalte det, og det påvirkede også Philip. ”Fuck, det var synd for hende”, sagde han da vi sad og snakkede. Han fortalte, at det havde været rart at høre hende sige de ting til ham, som hun havde sagt. ”Jeg kan godt lide det der med Guds navn, ligesom 2pac, der siger ’only God can judge me’. Jeg kunne godt tænke mig at læse Bibelen en gang, for at finde ud af hvad det egentlig er det handler om”. Og således gik det til at onsdag aften sluttede af med at Philip gik i gang med at læse lidt om ham Jesus, der gav mad til de sultne, tøj til de nøgne og gjorde de syge raske. En mand der gjorde det, som folk der arbejder her på Ashram’en forsøger at kopiere for at række ud til dem, som alle andre har opgivet.


Jeg vil til at runde af for denne gang, og endnu engang konstatere, at den sidste uge har været den absolut bedste af de tre uger vi nu er nået igennem. Om det er en tendens eller et lykketræf, vil jeg ikke konkludere på endnu. Jeg vil blot forsøge at nyde og udnytte de gode stunder når de er der, og lade dem give mig styrke til at klare problemerne når de kommer.

Tak for jeres tid, Anders

Yasseen og Mikkel

Det er den 8. marts. Min gode ven Jens von Horn er på dette tidspunkt på vej til at blive viet til sin Kristin et sted i Norge 4,5 tidszone herfra. Havde vi ikke været der, ville vi nok være ved at gøre klar til stor 60-års fest for Karen Green-Møller, som tilbage i 98 tilføjede mig mine første københavnske kilo, da jeg boede hos min gode ven Jens (søn af Karen og Peter) i 1,5 md lige efter jeg var flyttet til Hovedstaden.

Vi er dog ingen af stederne, i stedet sidder jeg nu her under mit mosquitonet på min seng i vores selvrenoverede kostald, som vil være vores hjem til vi rejser hjem om godt 5 uger. Her sidder jeg og funderer lidt over tiden her - og måske livet generelt.

Det er selvfølgelig ærgerligt at være væk fra begivenhedernes centrum, når der er mennesker man ville ønske at være sammen med eller lægge en arm om og fortælle, at man holder af. Det gør det dog væsentligt lettere når det er selvvalgt, og alle os rationalister ved jo, at vi ikke kan være alle steder på en gang.

For to uger siden døde min nevø Mikkel, som efter 3 år med sygdom måtte sige farvel til denne verden godt 3 måneder inden sin 4-års fødselsdag. På et sådant tidspunkt ville man ønske at man kunne være til stede og vise omsorg for en mor, en far og en lillesøster, der mistede det der betød allermest for dem. Men alle tilvalg medfører fravalg tilføjer rationalisten, og i stedet må man lade sig begrænse til bønner for dem der lider, nu hvor lille Mikkel har fået fred.

”Hvad er livet for noget? Seriøst. Hvad er det? Det er ikke andet end ondskab”!
- Philip

I lørdags så jeg Yasseen første gang.

Maria og jeg var blevet inde i New Delhi fredag aften for at få lidt alenetid, mens Carsten og Philip tog tilbage til Ashram’en. Om lørdagen tog vi ind til Lok Nayak Hospital, hvor Uwe og Judith fra Sewa Ashram forsøgte at få indlagt to patienter. Den ene patient, Abishek, havde brug for noget blod, så Maria og jeg gav en enhed hver. Den anden var tilsyneladende ikke syg nok og blev derfor afvist. Det var Yasseen. Han tilbragte det meste af dagen bag i Sewa Ashrams glohede jeep, men ikke det mindste brok kom der fra hans mund. Han havde tuberkulose(TB) og så havde han hæmorider. Langt fra den bedste cocktail, hvis man skal tilbringe en hel dag i en glohed jeep, der bumper rundt til og fra og rundt i New Delhi. Middagsmaden røg retur, men det stille smil i hans ansigt sad som mejslet.

Jeg tænkte ikke meget på Yasseen de følgende dage. Konstaterede blot, at han var blevet flyttet ind i seng nummer 2, som er lige ved siden af klinikken. I onsdags da Carsten tog af sted mod Danmark, kom der blod til Yasseen, som forhåbentlig kunne forbedre hans tilstand. Indtil der havde jeg nok troet, at han var ok, når nu hospitalet ikke ville indlægge ham, men det så ikke længere sådan ud. Det til trods smilede Yasseen stadig.

Torsdag aften fortalte Philip mig, at de havde sagt han ikke ville overleve, og at han nok ville dø snart. Men Philip troede ikke på dem og var sikker på, at han nok skulle klare den. Philip og jeg gik over til ham ved 11-tiden. Hans mor var ankommet og sad ved hans side. De smilede begge to og gav os hånden. Hvordan har du det? Spurgte jeg. ”Acha”, godt, svarede han. Hans brystkasse pumpede voldsomt, og den ene lunge han stadig havde tilbage arbejde på højtryk. Den anden var blevet fortæret af TB. ”Hans mor så rigtig sød ud. Jeg tror ikke han dør i nat”, sagde Philip da vi gik.

Næste morgen var Yasseen her endnu, men han havde det ikke godt og Philip var ikke længere sikker på om han ville klare det. Hans fætter og kusine var kommet, men hans kone og to børn var ingen steder at se. Kl lidt over 7 blev der som sædvanlig ringet til aftensmad, og jeg listede derop kort tid efter. Philip var gået i bad lidt tidligere, men jeg fandt ham stående uden for klinikken med sit lyserøde playboyhåndklæde hængende over skulderen.

”De siger han dør inden for to minutter”, sagde han. Jeg stillede mig bagved Philip og kiggede ind gennem glaspartiet på døren til klinikken. Yasseen lå på sengen med sin mor ved den ene side og Nino på den anden. I alt var de seks personer rundt om Yasseen, der gjorde deres for at…vise omsorg… vise nærvær… vise hvad end det er man gør, når man sidder hos et menneske, der er på vej væk. Yasseen smilede ikke længere og det gjorde hans mor heller ikke. Hans mor der aftenen forinden havde siddet ved Yasseens side med det mildeste ansigt. Der stod vi i ca fem minutter, mens Ashram’ens andre patienter sad rundt omkring og spiste deres aftensmad, velvidende om hvad der foregik få meter væk, men også bekendt med livets realiteter og hverdagen på Sewa Ashram.

Der døde to i weekenden. Nu døde der endnu en. De fjernede iltslangerne fra Yasseen og lukkede de smilende øjne på den kun 24-årige far til to. Philip gik i bad.

Jeg sad senere lidt derfra, og så hvordan Judith sad ved moderen og trøstede hende. Der var flere omkring, der ledte efter de ord, som er de bedste at sige til en mor, der lige har mistet sit barn. Philip kom ud af badet og jeg så ham gå over til moderen. Han lagde en hånd på hendes ryg og strøg derefter en hånd henover hendes hoved. Han gik derfra og over mod mig.

”Fuck, det er synd mand. Hvad er livet for noget? Seriøst. Hvad er det? Det er ikke andet end ondskab”.

For et gammelt røvhul som mig, der ofte fremstår vis i selskab med en femtenårig, tror jeg på at livet også rummer andet end ondskab, men hvor er det dog befriende at høre en, der kalder tingene ved deres rette navn. Det er muligvis ikke specielt perspektiverende, men det er dækkende for et øjeblik. Og lige der i det øjeblik, hvor en 24-årig mand, kun lidt ældre end Philips storebror, må sige farvel fordi han tilfældigvis er født i et land, hvor sundhedsvæsenet spiller fallit, så er det ansigt som verden viser, ondskab og meningsløshed.

Yasseen og Mikkel. En far til to og en dreng som aldrig rigtig fik mulighed for at leve livet. Deres død var, er og bliver meningsløs. Midt i meningsløsheden har jeg dog set to mødre, som hver især har elsket deres sønner og hver især har de givet mening ind i hinandens liv. Fra mor til søn og søn til mor. Længe efter meningsløsheden i øjeblikket og mindet, tror og håber jeg begge mødre vil sidde tilbage med svaret på, hvad meningen var med det liv, som blev givet dem. Meningen var ikke at det skulle tages bort. Meningen var det der gik forud. Meningen var de smil, som både Yasseen og Mikkel har sendt til deres forældre igennem de år som de fik givet. I døden er der kun ondskab og meningsløshed, men i livet inden må meningen findes.

Amerchand - Bed no. 6

I New Zealand er der forskellige sponsorer, som istedet for at sponsorere en specifik patient, sponsorerer en seng. En gang i mellem faar de saa historien om den patient der ligger i den seng de sponsorerer. Dette er historien om Amerchand.

Amerchand who is around 28 years old is now in bed no. 6. Amerchand grew up in Kurukchetra in the state of Haryana north of Delhi. His mother died when he was very little so he stayed with his father who was a common labourer. He and his brother moved to Delhi with their father when Amerchand was around 5 or 6 years old. His father was making enough money for him to go to school, but Amerchand didn’t go more than once or twice. He spent time on the streets collecting metal or plastic to make some money, and sometimes he went to weddings where he was picking up the money people threw on the maried couple as an Indian ritual.

From around the age of 7 he started his drug abuse. First he was smoking marijuana, drinking wine and alcohol, then later he started taking sleeping tablets and brown sugar or smack. His father died when Amerchand was in his early twenties after suffering from TB (Tuberculosis). His father was also a drug addict for many years before he died.

Before his father died, Amerchand already suffered from TB. First time he got TB in his lungs, second tim in his stommach and third time it went in his spinal. He then became paralyzed and went to the RTBT hospital in New Delhi which is a TB hospital with around 3000 patients.

He was found by Suresh from the Ashram 5 years ago. Suresh goes the hospital every day and hand out fresh fruit to the people who were brought here by people from the Ashram. It is a government run hospital, but not like any hospital you may have been to. Spit and vomit cover the walls, dogs and rats assembly in the halls and the toilets are best avoided. He was brought to the Ashram were he finished his treatment and for 3,5 years he has now been working in the jewelry team.

Amerchand is very happy to be here and everything is very good he says!