tirsdag den 11. marts 2008

Statusrapport fra en mand mellem fire negle

Philip, Sewa Ashram, Maria og mig selv. Disse er navnene på de negle, som presser på og til tider gør hverdagen til uvejsomt terræn og får min hjerne til at køre på overload og tæt på system failure.

For præcis en uge siden vågnede jeg op på en tirsdag morgen, og blev med det første mødt med negativitet fra Philip, der forgæves ledte efter morgenmad inde på kontoret. ”Jeg kommer ikke til at være her i 8 uger, det er alt for nederen”, sagde han uden antydning af ironi i stemmen. Jeg sagde ikke så meget, forsøgte bare at undgå det luftangreb af negativitet, der blev sendt af sted mod mig, men denne morgen var mit forsvar nede og jeg blev ramt. Pludselig føltes 6 uger mere i Indien, som en lang ørkenvandring, hvor man skulle gennemleve en 4-sidet dårlig samvittighed over hverken at kunne være helt tilstrækkelig over for Philip, Sewa Ashram, Maria og mig selv.

Jeg følte at jeg var et sted fyldt med mennesker, der fik livet til at give mening. Et sted hvor taknemmelighed stod skrevet overalt. Alligevel kunne jeg denne morgen ikke finde et eneste gram af taknemmelighed i denne dreng, som havde så meget i forhold til alle de mennesker, der befandt sig lige uden for døren til kontoret og som kæmpede med sygdom, fattigdom og død. Jeg følte ikke at jeg bidragede med noget til dette sted, som jeg følte gav os så meget. Jeg glædede mig over at konstatere at Maria havde fundet sin faste rutine hernede med arbejde fra solopgang til solnedgang, så var der i det mindste en af os der kunne bidrage med noget. Gjorde jeg det helt forkert? Hvor lang tid skulle det være sådan? Hvis man nu bare vidste at der ville være 4 hårde uger og så 4 gode bagefter, eller bare en god uge til sidst, så havde man det at arbejde frem imod. Glaskuglen var tavs og intet stod skrevet i horisonten. Lyset var svært at skimte i tunnelen og jeg mærkede denne morgen frustrationen over pædagogikkens verden hvor 2 + 2= X. Der er ingen garanti for noget som helst. Fuck, hvor må det være fedt at være glarmester, brolægger eller skraldemand – man ved hvor man er kommet til og man ved hvor langt der er igen. Jeg var denne morgen en ildsjæl med ild i begge ender.

Jeg brugte det meste af formiddagen på at lave trærammer der passede til vinduerne i vores nye hjem; kostalden, for i det mindste at gøre nytte for Sewa Ashram. Jeg undgik Philip, for at styre udenom enhver mulig konflikt og efter frokosten gik jeg over og sov i tre timer. Maria kom over og spurgte til mig et par gange, men jeg var en mand af få ord, for hvor skulle man begynde og hvor skulle man slutte af. Skulle jeg ikke bare glæde mig over at Maria var glad, så var der i det mindste en negl mindre man skulle føle sig klemt af. Hvad det ikke været Carstens sidste aften på Sewa Ashram, var jeg nok gået tidligt i seng, men jeg syntes at jeg skyldte ham en ordentlig sidste aften. I stedet satte jeg mig sammen med Maria og Carsten uden for kostalden med et brændende bål. Carsten spurgte til mig. Han havde lagt mærke til, at jeg havde været lidt stille i løbet af dagen, og lidt efter lidt fik vi snakket dagen og de sidste to uger igennem, mens Philip sad på MSN og snakkede med venner og familie derhjemme.

Langsomt kom jeg til kræfter igen. Lyset, håbet og troen på, at man gjorde noget, der ikke ville komme tomt tilbage blev geninstalleret og jeg følte mig på rette vej igen. Philip kom over til os kl halv 12, da vi var ved at gå i seng. Han var i godt humør. ”De spørger hele tiden, hvad jeg laver. Vi skal altså ha skrevet noget vi kan lægge op på min side”, sagde han. ”Fint, det gør vi i morgen”, svarede jeg tilbage og glædede mig over at høre Philips engagement over noget, som jeg kunne hjælpe ham til at fuldføre. Vi gik i seng, og jeg var igen blevet fyldt op med fortrøstning.
3 uger er gået…
Det er nu en uge siden, og i alt er der nu gået tre uger af de i alt otte vi skal være hernede. Den sidste uge har været klart den bedste, hvis den skal måles i hvordan Philip har svinget rent følelsesmæssigt. Allerede dagen efter den tirsdag jeg lige har beskrevet, var det som at møde en helt anden Philip. Vi brugte to timer ca på at skrive lidt til hans blog, og på trods af hans åbenlyse skrivevanskeligheder tog han det helt roligt. Han havde et mål, som han gerne ville nå. Ikke fordi jeg sagde han skulle, men fordi han havde lyst til det. Han var dagen før blevet færdig med bogen ’Ondskaben’ af Jan Guillou, som jeg havde haft med fra Danmark i en letlæselig udgave på godt 100 sider. Hans første læste bog i mange år, og han syntes den var god. For at afrunde det der har med det faglige at gøre, så har han skrevet nogle enkelte linier i sin dagbog næsten hver dag, og den anden dag, sagde han at han kunne se, at han var begyndt at skrive mere. Stadigvæk havde han det dog sådan, at hvis han kom til et ord han ikke kunne stave, så stoppede han og lagde den fra sig. Da jeg købte bogen til ham den første dage og jeg sagde hvad han måske kunne bruge den til, var han helt afvisende over for at skulle skrive noget som helst, men selv samme aften kom han selv og spurgte om han ikke måtte se bogen.

Hans engelsk er blevet væsentligt forbedret på de tre uger vi har været her. Han opfanger flere ting af hvad der bliver sagt, men endnu vigtigere han tør at sige flere ting på engelsk, og er ikke længere så bange for, at de skal svare noget tilbage, som han ikke forstår. De sidste par dage har han flere gange spurgt mig om, hvordan man siger et eller andet, og derefter gået hen og sagt det til en person, hvor han i starten hele tiden ville have mig til at sige det.
I alt det der har med det faglige at gøre, har jeg sagt til ham, at det der er fedt ved at lære hernede er at man kan bruge det. Hernede lærer han ikke fordi han skal til eksamen, men fordi det forbedrer hans hverdag. Jeg hadede at skrive da jeg gik i skole, fordi jeg altid fik at vide jeg skrev forkert, men da jeg begyndte at rejse, fandt jeg en glæde i at skrive for at kunne huske og bearbejde de ting som jeg oplevede. Som forventet har jeg alene i de tre uger vi har været her, kunnet tilbyde ham mere ”undervisning” end han har haft det sidste år eller mere til sammen og 80-90% af det er opstået på initiativ af Philip selv fordi han ved at muligheden er der. Han sagde selv for et stykke tid siden at derhjemme i Danmark var han ligeglad med at lære fordi han var skæv det meste af tiden, men hernede ville han gerne lære – specielt engelsk. Jeg spurgte ham så, hvem der var mest Philip: Philip i Danmark der ikke gider og lære eller Philip i Indien, der gerne vil lære. ”Måske 50%”, var hans umiddelbare svar.
Onsdag aften kl lidt over 10 sagde vi farvel til Carsten, som rejste hjem efter at have været fantastisk i 16 dage. Jeg var glad for at det var onsdag aften, og ikke aftenen før han var rejst, for ellers havde modløsheden over at skulle sige farvel til den store hjælp som Carsten har været for os alle tre og Sewa Ashram været noget større. Carsten har været god til Philip, og Philip fik hurtigt et godt indtryk af Carsten. ”Det skider jeg på, han var sgu for grineren”, sagde han så sent som i går aftes ude ved bålet. ”Ham må jeg altså også møde i Danmark”. Det var utrolig rart for mig mens Carsten var her, hele tiden at have en person der var stabil følelsesmæssigt, som jeg kunne læne mig op af, samtidig med at vores humør og lyst til det lettere ekstreme ligger tæt op af hinanden. Det gav os flere gange noget fedt ping pong, hvor vi sad og tog røven på Philip. Dejligt og rart var det med Carsten her og jeg vil helt sikkert komme til at savne ham. Ikke bare som en hjælp her, men også som en god ven.

Efter Carsten var kørt af sted sad jeg og snakkede med Philip. Jeg fortalte ham lidt om hvrodan jeg havde haft det dagen før og hvordan jeg nogen gange blev påvirket af hans negative indstilling og kommentarer. Jeg fortalte ham at Philip tirsdag og onsdag havde været som to helt forskellige mennesker, og jeg spurgte ham hvorfor. Et spørgsmål som Philip ikke selv havde en god forklaring på. ”Nogle gange bliver jeg bare rigtig hidsig”, sagde han.

Mens vi sad og skrev til hans blog tidligere på dagen, kom Judith over og delte sin papayafrugt med os. Judith er inder, men er kæreste med Uwe fra Tyskland og sammen styrer de klinikken her på Sewa Ashram. Judith fortalte om sin fætter, som var involveret i bandekriminalitet. Alle havde opgivet ham og en dag opgav livet ham også. Han blev skudt i hovedet, kun 22 år gammel. ”Gud elsker dig Philip”, sagde hun. ”Ved du godt det? Måske vil alle mennesker opgive dig, men Gud vil stadig elske dig. Det er det jeg ærgrer mig allermest over i mit liv, at jeg aldrig fik fortalt til min fætter, men jeg har stadig muligheden for at sige det til dig”. Judith var berørt mens hun fortalte det, og det påvirkede også Philip. ”Fuck, det var synd for hende”, sagde han da vi sad og snakkede. Han fortalte, at det havde været rart at høre hende sige de ting til ham, som hun havde sagt. ”Jeg kan godt lide det der med Guds navn, ligesom 2pac, der siger ’only God can judge me’. Jeg kunne godt tænke mig at læse Bibelen en gang, for at finde ud af hvad det egentlig er det handler om”. Og således gik det til at onsdag aften sluttede af med at Philip gik i gang med at læse lidt om ham Jesus, der gav mad til de sultne, tøj til de nøgne og gjorde de syge raske. En mand der gjorde det, som folk der arbejder her på Ashram’en forsøger at kopiere for at række ud til dem, som alle andre har opgivet.


Jeg vil til at runde af for denne gang, og endnu engang konstatere, at den sidste uge har været den absolut bedste af de tre uger vi nu er nået igennem. Om det er en tendens eller et lykketræf, vil jeg ikke konkludere på endnu. Jeg vil blot forsøge at nyde og udnytte de gode stunder når de er der, og lade dem give mig styrke til at klare problemerne når de kommer.

Tak for jeres tid, Anders


2 kommentarer:

Christian Laugesen sagde ...

Tak for din rigtigt gode historie, Anders. Du er god til at skrive!
Bliv endelig ved med det!

Ønsker jer og SA alt godt fremover.
Guds fred

Christoffer Thinggaard sagde ...

Sikke et indlæg

Du skriver meget levende , det er fedt at hører hvordan at rejsen ændre jer alle 3 !

Skriv endelig mere !