lørdag den 19. april 2008

'Postludium'


Projektet er nu overstået og vi er alle hjemvendte fra Indien i god behold. Tredje halvleg er nu gået igang for Philip, men også for mig. Philip skal nu se om han kan udleve de mål han har sat sig i Indien og jeg skal forsøge at finde hoved og hale i det hele for at finde ud af hvad vi gør nu. Det gælder både i forhold til Philip og på et lidt større og måske politisk plan. Der skal evalureres på turen. Hvad gjorde jeg forkert, og hvad gjorde jeg rigtigt - og hvad ville jeg have lyst til at gøre igen?


Har det været godt? Har det været en succes? Har mange allerede spurgt og mit svar har for det meste lydt: "Ja, det har været godt. Det har også været hårdt, men godt. Har det været en succes? Det afhænger af fra hvilken vinkel man ser det".

Jeg er træt af at være i projekter, hvor alt bliver gjort til en succes, fordi det skal gøres til en succes. Succes er nemt at opnå, hvis man bare sætter lave mål. Jeg ønsker ikke at sætte lave mål med de ting jeg gør. Jeg ønsker at tænke stort og visionært. Lad os derfor bare gå i den anden grøft og sige at projektet ikke har været en succes - for alt er ikke lykkedes, og alt vil ikke komme til at lykkes.


Omvendt så har jeg på to måneder været med til at skabe et forum for Philip, som har bragt ham et sted han aldrig har været før. "Jeg tænker anderledes nu", sagde han den sidste aften i Indien. "Tidligere troede jeg altid jeg havde ret og jeg ville ikke høre på andre, selv om jeg godt vidste nogen gange, at jeg ikke havde ret. Men nu kan jeg godt tage råd fra andre".I to måneder har Philip ikke røget hash eller lavet kriminalitet. Sidst der har været en periode på to måneder uden den slags ligger mere end 2-3 år tilbage. Samtidig med at vi var i Indien har hans mor også fået ro til at komme på benene igen og da hun kom ned og besøgte os de sidste 11 dage i Indien, havde hun ikke rørt piller eller alkohol i to måneder. Hun havde tabt sig 12 kg, fået farven tilbage i ansigtet sammen med troen på livet. Da de to mødte hinanden i Indien var det første gang i flere år, at de stod overfor hinanden uden den ene eller anden var fuld, stiv, høj, syg eller bagskæv.Philip har også på to måneder præsteret at læse og skrive mere end han har gjort de sidste to år tilsammen. Derudover er hans engelsk kundskaber blevet væsentligt forbedret, samtidig med, at han har fået en livslæring og hundredevis af aha-oplevelser, som mange "velfungerende" danskere på både 30 og 50 år kunne have så rigeligt brug for.Set i det lys, og derudover holder det op imod, hvor mange penge der er blevet brugt på ham i forskellige tilbud de sidste mange år, så lad os da bare kalde det en lille succes, omend jeg ikke bryder mig om ordet.



Idealist/Realist

Jeg er idealist, men jeg er også realist og jyde af oprindelse. Jeg har hele tiden vist, at der på et tidspunkt ville komme en tredje halvleg, hvor der skulle arbejdes videre på opholdet i Indien. Pessimisterne står klar til at dømme Philip tilbage i det gamle liv og det er der i sandhed også god grund til at tro på vil ske - for hvem er der til at trække ham mod det gode liv?


Du og jeg er sikkert blandt de såkaldte 'pisse priviligerede'. Vi har venner og familie nok, der viser vej og måske ovenikøbet opmuntrer os og giver os troen på, at vi kan udrette noget stort i vores liv og andres. Vi er så priviligerede, at vi måske endda er begyndt at føle os hævet over de skarn og uvorne unger der præger nutidens mediebillede. "De må jo tage ansvar for deres liv", siger vi, kloge og møgforkælede som vi er. Det vi synes at fortrænge i et splitsekund er, at der højst sandsynligt ikke er mange til at fortælle disse skarn, at det er deres liv og deres valg. I hvert fald ikke mange som de respekterer, for den sure mand på cyklen med den løftede knytnæve, og læreren der sender den unge uden for døren for at lære ham en lektie - de tæller ikke med. Så ja, der er grund til pessimisme, for der er meget, der trækker i den forkerte retning. Her er det så optimismen falder på et meget tørt sted, for hvad skulle vi da ellers gøre? Jeg håber at kunne repræsentere optimismen i tiden der følger nu, for det er der brug for. Jeg ved det vil blive hårdt, for modstandere er der nok af, men grunden til at jeg tør være optimistisk er, at jeg nu har et udganspunkt på to måneder, som jeg kan arbejde videre ud fra. Et udgangspunkt, som aldrig ville kunne opstå inden for landets grænser og som derfor skylder en stor tak til det vanvittige land Indien, og Sewa Ashram og alle de fantastiske mennesker der.


'Projekt Udsat' er slut, men arbejdet fortsætter både i det store og i det små. Tak for din tid.

- Ape



PS: Dette er videoen fra den anden dag i Indien, hvor vi fandt aber.

søndag den 13. april 2008

Exit India


Gurdial, Helicopter og Sandhu)

Morgenen gryr på den sidste morgen i Indien og Sewa Ashram har for længst fået øjne. Gurdwaraen er ved at runde bønnen af, der har lydt siden kl 3 i nat og som sammen med myggenes summen har gjort denne nat til en af dem, som man helst havde set faerre af. Philip ligger og sover på taget, hvor jeg efterlod ham kl 12 i går aftes, da jeg havde fundet et hul i mit myggenet. Jeg havde ingen større trang til at lade de blødtørstige djævle forlyste sig i mit blod, så jeg kravlede i læ nedenunder (Hvor de desvaerre ogsaa var).

Det er d. 13. april. Kl er lidt over halv 8. Maria er lige kommet tilbage efter sit morgenbad og om ca 14 timer kører vi fra Ashram’en og rejser hjem mod Danmark. Væk fra eventyr, myg, indere, varme og kaos. Hjem til kulde, tilknappede danskere og ordnede forhold. Ved afslutningen af enhver rejse begynder jeg langsomt at gøre op. Hvilke ting skal tages med hjem og gemmes i hjertet eller inkorporeres i hverdagen – og hvilke ting skal helst glemmes og lægges i baggrunden? Hvilke ting vil jeg forsøge at bekæmpe i den første tid, når jeg kommer hjem til vores selvforherligede velfærdssystem, og hvor mange dage vil der gå før jeg igen er blevet opslugt og druknet i indenrigsnyheder og forbrugermentalitet? Vil jeg kunne fastholde fokus på, at vi lever vores luksusliv i Danmark, på bekostning af folk hernede på Ashram’en og i Indien og resten af den tredje verden. Vi giver ulandsbistand og en ged til Afrika med den ene hånd og indkræver renter og ser skævt til ham ”den sorte” i bus 5A gennem Nørrebro med den anden. Vi vil saa gerne vaere blandt de gode, ”og vi er i hvert fald ikke ligesom USA og ham den dumme Bush”, siger vi, men både storpolitisk og i vores forbrugergriske hverdag står der USA over det hele.


Så er der mig. Hvad skal jeg forestille? En blegfed idealist der render rundt og leger frelser for en flok indere og en møgunge på 15. Er det hvad jeg er? Er jeg ikke også for optaget af hvad jeg kan give? Er dette bare min ”ged til Afrika”, men fordi jeg har behov for at føle mig mere speciel end alle de andre, så skal jeg lige lægge lidt ekstra oveni. En del af svaret tror jeg er ja – jeg er ikke anderledes end alle de andre, der føler sig som et lidt bedre menneske, når vi har givet en 20’er til Røde Kors eller købt månedens ’Hus Forbi’. Hvis jeg vil i en anden kategori, så skal jeg begynde at forholde mig til, hvad det må koste. Jeg giver af min overflod. Jeg ser på, hvor meget jeg kan give, så jeg stadig har råd og tid til at opretholde min levestil. Jeg er den rige unge mand, der kommer til Jesus og siger: ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv”? Han har været en rigtig god dreng tilsyneladende, så efter at knægten har sagt ja og amen til det hele, siger Jesus: ”Så gå hen og sælg alt hvad du ejer og giv det til de fattige, så vil du have en skat i Himlen”. ”Vi er rigtig gode er vi”, kan vi tænke når vi står foran spejlet, men når vi skal give afkald på det vi rettelig har fortjent (siger vi som danskere, der har fået i hoved og røv udelukkende fordi vi er vokset op hvor vi er), så kryber vi sammen og viger udenom (og går bedrøvet bort). Hvor er jeg glad for at det ikke var mig, der kom op til Jesus og fik den verbale lussing, i stedet kan jeg nu sidde i år 2008 sammen med alle de andre og føle mig falsk veltilfreds over mit bidrag til den tredje verden.

Jeg tænder nu en Blå Kings medbragt fra den toldfrie i Kastrup, og vil bevæge mig videre i dette Postludium, der skal skrive mig ud af Indien og sende mig afsted mod Danmark.


Philip er nu stået op og ligesådan Lotte – Philips mor. Lotte landede sent torsdag d. 3. april og rejser sammen med os hjem i aften. Da jeg så hende i lufthavnen var jeg ikke sikker på, at det var den samme kvinde, som jeg havde sagt farvel til mandag morgen d. 18. februar i Danmark. Fysisk så hun helt anderledes ud, og mentalt virkede hun overraskende meget til stede, til trods for at vi mødte hende i Indira Gandhi Lufthavns kaos. Da vi sagde farvel i Danmark, gik hun næsten i en vinkel på 90 %, askegrå i ansigtet med dybe rynker og en stemme, der var svag og afslørede tegn på et hårdt liv. Nu stod hun her 12 kg lettere, oprejst, med farve i ansigtet og virkede glad og tilfreds. Da jeg i August første gang fortalte Lotte om mine tanker med Philip, begyndte hun at græde. Hun havde svært ved at forestille sig, at nogen ville gøre det for den dreng, som hun holdt så meget af, men som hun så ofte havde svigtet med det liv hun havde levet. Hun troede samtidig også, at jeg var lidt småtosset i hovedet, fordi det næsten lød for godt til at være sandt. Som tiden gik, og turen nærmede sig, sagde hun flere gange, at hun nu også måtte se at få styr på sit eget liv, for det var da det mindste hun kunne gøre, når der nu blev gjort så meget for Philip. Som idealist men også realist kunne jeg se det ske, men jeg vidste også, at det ville kræve mere end bare gode intentioner. Da Lotte kom herned fik vi hele historien om Lotte, som ikke engang Philip kendte. Først 2 uger inden vi rejste afsted begyndte Lotte på Antabus, efter i lang tid at have drukket 10-15 stærke øl om dagen. Øl’ene blev gemt rundt omkring, hvor ingen så dem, og den ene øl, der stod ved håndvasken, blev skiftet ud med en ny, når den gamle var drukket. Løgn på løgn blev serveret og skylden blev på andre placeret. Med en påbegyndt antabus, fællesskab med ligesindede i Lænken og Philip ude af vagten var der ikke længere nogen undskyldninger og Lotte holdt hvad hun lovede. Da Philip og Lotte stod over for hinanden i lufthavnen her i Indien var det første gang i mange år de kunne se på hinanden uden den ene eller begge var fuld, stiv, skæv eller bagskæv - påvirket af hash, piller eller alkohol. En situation jeg aldrig helt ville kunne sætte min ind i, men en situation jeg kunne glæde mig over at være en lille del af. ”Vi skal til at lære at være en familie igen”, har Lotte flere gange sagt. En kommentar, som ikke oversættes videre positivt for en 15-årig der ikke bryder sig om forandring, men som ikke desto mindre er fyldt med megen sandhed og med løfte om noget bedre i vente.

Jeg tænker anderledes nu”, sagde Philip i går inden han faldt i søvn. ”Jeg tror ikke længere at jeg altid ved bedst, og jeg er blevet bedre til at tage råd fra andre. Nogle gange forsøger man at lyde som om man selv ved hvad der er bedst, selvom man godt ved man ikke har ret”.

Jeg spurgte Philip om han havde en løsning på mit tilbagevendende problem, som består i ikke at lyde som en gammel bedrevidende nar, der skal belære en ung uvidende 15-årig om livets farer og muligheder. Alle os der står på sidelinien kan kun komme med gode råd og ideer og vi kan dele vores erfaringer, men når alt kommer til alt, så er det dit liv og dit valg.



Sarin, en 32-årig nepalesers liv har været til stor inspiration for os alle sammen hernede, og måske specielt for Philip. Sarin voksede op som den knægt der kunne alt. Han var god i skolen, god til al form for sport, boldspil og kampsport. Da han var 21 år døde hans mor og da han var 23 døde hans kæreste igennem 7 år. På et tidspunkt havde han et godt job, men han var så småt begyndt et misbrug, som hastigt voksede. Efter hans kærestes død fortsatte han af Criminal Highway, og han blev berygtet som en af de værste. Folk havde i Sarins unge dage haft ham som forbillede og de havde sagt til deres børn; ”I kan vokse op og blive som Sarin”. Nu brugte de ham som skræmmebillede, for hvem ville være som Sarin. Han var leder af en gruppe, som gjorde hvad der blev sagt, og så længe han havde penge så var de bedste venner. Sarin kan fortælle de vildeste historier om det liv han levede, folk han har smadret, afpresset og stukket ned. Alle sammen slutter de dog med ordene: ”De 10 år har været de værste år i mit liv, og jeg er blevet tvunget til at starte helt forfra”. Inden han ramte bunden vendte alle hans venner ham ryggen og hans egen søster ville ikke længere kendes ved ham. ”du er ikke længere min bror”, havde hun sagt og lukket døren i ansigtet på ham, på et tidspunkt hvor han var tæt på bunden. Han var begyndt at få drømme, hvor han så hans mor græde og han vidste, at han blev nødt til at gøre noget. Han lod sig indlægge på en afvænningsklinik, hvor han var i 3 måneder. Alkohol og stoffer havde taget smerten fra den tuberkulose, der var ved at sprede sig i hans krop, så den dag han lod sig indlægge blev han fra den ene dag til den anden lam fra navlen og ned. Efter de 3 måneder kom han til Sewa Ashram, hvor han fortsatte sin TB-behandling og i 10 måneder lå han på ryggen og ventede på den dag han igen kunne gå. 2 uger inden vi kom hertil tog han sine første skridt med et af de gangstativer, som var blevet sendt herned med container fra Danmark igennem Cafe Retro. Som dagene er gået hernede er Sarin også blevet bedre til at gå, og i går da Lotte var med Sarin på hospitalet fik han at vide, at han kunne stoppe sin medicin efter nu kun 11 måneder, hvor de i starten havde sat 18. Et lille mirakel siger Sarin selv, og vi andre glæder os med ham, og takker Gud for at vi fik lov til at være her mens han kunne gå. D. 31 marts fyldte han 32 år og vi inviterede ham på restaurant og Philip købte tøj til ham. ”Det er første gang siden min mor døde, at nogen fejrer min fødselsdag”, sagde han med stor taknemmelighed i stemmen.

Ham vil jeg aldrig glemme”, sagde Philip også i går. Det er noget andet at høre de velmenende ord om at få styr på sit liv fra en person man mærker har oprigtig kærlighed til dig. Fra første dag i Indien var det Sarin, som Philip gerne ville snakke med. Der var noget der bragte de to sammen, og det var ikke alle de mange vilde historier som først dukkede op senere. ”Sarin er rar”, sagde Philip i starten, og Sarin så ikke Philip som et problem, men han så Philips problemer og kunne måske se sig selv i dem.


Tredje Halvleg begynder i morgen, og jeg har fortalt Philip, at nu begynder den virkelige kamp. Han skal nu tilbage til alle fristelserne og han skal tilbage til alle dem, der ser ham som et problem. Han skal lige have et par fridage og onsdag tager vi ud og ser på det arbejde han havde lige inden vi rejste afsted, og ser om de har brug for en hjælpende hånd fra næste uge af. Kunsten nu bliver at få proppet noget lovlig adrenalin ind i hverdagen, så der ikke er behov for at lave kriminalitet og få noget indhold ind i hverdagen, så der ikke er tid til, eller behov for at ryge hash. Det bliver svært – men ikke umuligt og det vigtigste er, at vi har et udgangspunkt for at arbejde videre. Jeg har kontaktet kommunen for at høre hvad de kan tilbyde nu, da den ”farlige del” er overstået, og vi må på en eller anden måde få indledt et samarbejde selvom bureaukrati og langsommelighed ikke er min kop chai.

Så nu tror jeg vi er ved at være der. Ved afslutningen af noget, der begyndte med at være tanker om at tage en ung med til Indien. Tanker der begyndte i januar sidste år og tanker som blev mere konkrete i august, da Philip sagde ja til at rejse med. Det har været op og ned. Det har på nogen måder været hårdere end jeg havde regnet med, men samtidig synes jeg også, at vi har et bedre udgangspunkt for at arbejde videre. Jeg glæder mig til at komme hjem og gå en lang tur for mig selv med slukket mobiltelefon og så måske svinge forbi Cafe Retro og sætte mig i et hjørne og nyde en sort kaffe med mælk, inden jeg tager i biografen for mig selv og nyder, at der ikke er nogen der spørger mig bagefter om jeg synes den var god. Bagefter vil jeg tage hjem til Maria, og lægge mig i ske med hende og glæde mig over at det nu er muligt uden man efter 2 minutter sejler væk i en svedpøl. Så skal vi sove længe, og stå op til kaffe, te og valnøddeboller nede fra bageren inden vi ser alle de afsnit af Prison Break, som vi er gået glip af mens vi har været hernede.

Dagen er stadigvæk morgen – lidt over 10. Der er stadig gøremål inden det bliver tid til farvel her fra Indien, så farvel for nu. Vi ses på den anden side…

Anders

fredag den 4. april 2008

Meget er sket siden sidst





Philip er lige taget med sin mor Lotte af sted ind til Narela. Hun kom med flyveren i går aftes og Philip snakkede som et vandfald hele vejen hjem i bilen. (Lotte skal I nok høre mere om senere). Det er helt befriende for mig bare at kunne sende dem af sted og sige, at jeg ikke gider tage med. Philip kender vejen, og Lotte kan tale engelsk, så hvis Philip vil af sted, så kan de vist godt klare den. Maria er i Delhi i dag for at aflevere nogle smykker, som hun har arbejdet på i lang tid med patienterne her. Der er en designer, som har foreslået nogle ting de kunne lave. Vi håber han bliver tilfreds. Maria har virkelig gjort et godt stykke arbejde for Sewa Ashram mens hun har været her, og har derfor heller ikke været så meget inde over hele projektet med Philip. Det har til tider været svært for mig at være så lidt aktiv i forhold til Ashram’en, fordi jeg har været så meget på Philip. Selvfølgelig har jeg ofte taget nogle forkerte kampe, og andre gange kæmpet for lidt, men jeg har måttet konstatere, at jeg har haft svært ved at have kræfter til det hele, som jeg også har skrevet tidligere.

(Jeg sidder lige nu og smågriner lidt, da de mørke skyer har trukket sig ned over Sewa Ashram og regner falder tæt…og der gik strømmen. (Endnu en ting at grine over). Nå, men jeg ser lige for mig at Philip står et eller andet sted i Narela, hvis de er nået så langt og siger FUCK, er lidt overfladisk småtosset, og ved siden af står Lotte, som er kommet til Indien og har hørt meget om høje temperaturer og solskinsvejr, og så får hun det her. Det er da lidt morsomt. Deepak fortalte os i dag at det er premonsoon'en, som kommer her i nogle dage og som medfører det halvdårlige vejr. Et vejr, som ødelagde Philips og min debut på taget i forgårs. Vi havde lagt os til at sove på taget, selv om det blæste en del. Jeg havde svært ved at sove, og var oppe et par gange. Pludselig kl lidt over 4 blev det for meget da regnen kom. Vi kom ned af stigen, vi havde sat op af kostalden, i en fart. 10 minutter senere hører jeg et brag og jeg løber op igen og ser at begge senge er blæst ned af vores tag og landet på taget ved siden. Jeg får listet mig ud på stråtaget, får vækket Philip, og får hejst sengene ned til ham. Well, sådan er Indien, ret uforudsigeligt. Regnen er kommet og strømmen er gået, stearinlyset er tændt for at skabe lidt lys, og jeg vil nu runde denne lille parentes af inden batteriet løber tørt…. Jeg kan høre, at de nu er kommet tilbage - drivvåde)

Har det så været det værd? Et spørgsmål, som man måske først bør stille sig selv, når vi er nået hele vejen hjem og evalueringen for alvor har fundet sted. I dag er svaret: Ja!
Det skal selvfølgelig ikke gøres op i penge og det har været vigtigt fra starten af. For hvis først en grisk, nærig og havesyg vesterlænding som mig begynder at gøre ting op i penge, så… Mit formål har fra starten af været at se om man ved at placere et menneske i nye og udfordrende rammer kunne hjælpe det menneske til at tænke nye og bedre tanker om sin fremtid. Bedre for sig selv og for andre mennesker.

D. 24. marts skrev jeg:
”Dagen før de 5 uger er gået, sidder jeg altså her i Indien med et smil på læben. Ikke et af de helt store, men et af dem der bliver efterfulgt af et godkendt nik. Der er ikke umiddelbart nogen solskinshistorie i vente i den kommende tid, men jeg begynder at tro på, at han forstår hvad det er det handler om: At det er hans liv og hans valg”.

I dag er det d. 4. april og meget er sket på de 11 dage. Jeg smiler stadig, men der er endnu mere grund til det end der var d. 24. marts.

Både Philip og jeg skrev et brev til Patrick, Philips bror i går, og her har jeg vedlagt det meste af hvad Philip og jeg skrev til ham.

Vi snakkes ved.

Anders



Hello Patrick

Anders her, fra landet langt væk, hvor ”alle mennesker kigger og er fucked up i hovedet”. (Citat Philip).

Der er nu gået over 6 uger og i aften kommer din mor. Philip og mig kører ud og henter hende i aften og allerede der så får hun nok hendes første store møde med Indien, som alt andet end lige er lidt anderledes end 2730 Herlev – på alle måder.

Philip har oplevet lidt af hvert, han har røvkedet sig, han har haft det fedt, han har gjort ting han aldrig troede han skulle komme til og han har set ting, som han ikke troede fandtes.

Inde i hans hoved er der også sket en del ting, og nogle af de ting er selv kommet bag på mig. Philip hader når andre skal bestemme over hans liv, og det har der været mange der har forsøgt igennem hans liv, og derfor har han nok tit gjort det stik modsatte. For snart to uger siden havde vi en snak hvor han sagde hvor træt han var af, at hans familie alle sammen ville have, at han skulle ændre sig – og det ville han ikke. Jeg forklarede ham at uanset om han ville ændre sig, så ville han komme til at ændre sig, og de næste 3-5 år ville måske være den periode af hans liv han ville ændre sig allermest. Spørgsmålet var bare hvordan…

Spørgsmålet er også hvem han vil have skal komme til at bestemme over sit liv. Skal det være Herlev kommune, der står klar til at sende ham af sted næste gang han træder ved siden af, eller skal det være Philip selv der bestemmer om han vil væk. Fortsætter han med kriminalitet, så ved vi alle sammen, hvor vejen fører hen og det gør Philip også.

Jeg fortalte ham at jeg var blevet spurgt om jeg ville være kontaktperson tidligere, inden vi rejste af sted, men jeg havde sagt at jeg ville se hvordan denne tur gik først inden jeg sagde ja til noget. Mit problem er at jeg ikke kan se igennem fingre med kriminalitet. Og hvis han vælger at fortsætte med det, så kan jeg ikke hjælpe ham. Det er selvfølgelig helt op til ham, for det er hans liv og hans valg, og ingen andre kan træffe det valg for ham. Han spurgte om det også gjaldt hash, og jeg sagde at en del af mig havde lyst til at sige ja, men omvendt så gad jeg ikke være endnu en i rækken, der stod med løftet pegefinger og sagde: DU SKAL STOPPE MED HASH, for så ved jeg godt hvad der kommer til at ske. Philip kender min holdning til det, og hernede har han mødt rigtig mange mennesker, der har historier om hvordan de er faldet tilbage i misbrug og har spildt det liv som de måske har fået tilbage ved at blive raske igen. Problemet er bare at det er svært at lære en gammel hund nye tricks – for man ved hvad man har, ikke hvad man kan få.

Der gik et par dage, og han sagde så at han havde bestemt sig for at stoppe med kriminalitet, fordi han dybest set var træt af det, og han vidste at han kørte på den sidste chance. Næste gang hed det af sted. Han var træt af at skylde penge og have folk på nakken, men samtidig så vidste han også godt at han ville savne adrenalinen. Spørgsmålet er bare; hvad er vigtigst??

Der gik et par dage mere, hvor han havde indstillet sig mere og mere på et liv uden kriminalitet. Han ville jo stadig have hashen. Jeg tog så en snak med ham om, at han nu havde sat sig op til at få tjent nogle penge, så han først og fremmest kunne få betalt sin gæld og dernæst måske få sparet op til en bærbar. Men hvis han stadigvæk ville ryge lige så meget som han gjorde før, så kunne det godt være at han fik et pengeproblem, for hvis han røg 4 gram om dagen som han gjorde før måske, så er det 200 kr om dagen og 1400 kr om ugen og ude paa sit arbejde kan han måske tjene mellem 1200-1500 kr. Det vil sige at der ikke er flere penge med mindre man laver ekstra penge, og de vil så være ulovlige.

UPS, lige pludselig hængte regnestykket ikke længere sammen, og det var lidt noget lort, for nu havde han jo sat sig op til at kvitte kriminaliteten. Umiddelbart var der to løsninger. 1. fortsætte med kriminalitet eller 2. kvitte hash’en, og når det ikke var en mulighed, hvad så??

Der gik igen nogle dage, hvor han tænkte rigtig meget for at få regnestykket til at hænge sammen, men det ville ikke rigtig lykkes. ØV!!



I fredags gik vi en lang tur om aftenen og snakkede lidt om det hele. Vi havde tidligere på dagen snakket lidt videre om muligheden for efterskole efter sommerferien og havde set på nogle hjemmesider. Han havde endda drømt videre om at komme på High School i USA efter efterskole, og vi var inde på nettet og se lidt på hvad det kostede og hvad der skulle til. Din bror er begyndt at drømme - og det er fedt. Det er noget vi alle sammen har brug for, men som vi tit har svært ved. Vi begrænser os selv og bliver ved med at fortælle os selv, at ’det kan ikke lade sig gøre’. Hvorfor?

Han spurgte mig hvordan jeg troede de første to uger i DK ville blive, og jeg sagde til ham at det kom an på hvilke valg han traf. Den første aften vil der sikkert komme nogle venner, og man vil lige ryge lidt, så man kan få grineren på over hvor godt det virker, når man ikke har røget så længe. Det bliver måske fedt, eller også får man det dårligt. I hvert fald sover du nok længe, og over middag kommer der nogle flere, der lige skal sige hej, og så ryger I lidt mere og de bliver måske hængende til om aftenen, hvor I måske stener en film, og så ryger I lige lidt, og så er det onsdag, og så går dagene stille og roligt. Man begynder at mærke at hashen igen kontrollerer ens temperament, og man sider tilbage i det man forlod. Fint nok, hvis det virkelig er det man vil…

Da vi var kommet tilbage på Ashram’en, sagde Philip noget jeg ikke skulle høre ham sige.

Fra starten af denne tur har Philip sagt at han skulle ryge til han var 25 eller 30 år, og jeg har sagt til ham at det lød da interessant, specielt hvis han troede på, at han så kunne nøjes med det. Jeg har også sagt fra starten af, at min fornemste opgave ikke er at ændre Philip, men at vise Philip at han har flere muligheder for at leve sit liv end han kan se nu. Når han så kan se dem, så skal han være velkommen til at vælge den mulighed han hele tiden har set, men så ved han trods alt, hvad han har valgt til og fra.

Hele Philips hverdag har de sidste 2,5 år drejet sig om hash og kriminalitet og hvis vi kun snakker kriminalitet, så er det nogle flere år….. ”men nu skal det være slut”, sagde Philip. ”Jeg vil gerne stoppe med at ryge hash”. Jeg bad ham gentage det, så jeg var sikker på at jeg hørte rigtigt, men den var god nok. Philip Deniz Petersen, vil videre og prøve noget nyt med sit liv. Han havde forbavsende mange argumenter klar:

  • Man har flere penge
  • Hvis man stopper så er der flere, der vil hjælpe en med at komme videre
  • Dem der ryger hash i Herlev, er også de kriminelle, og jeg er træt af at være en som folk kender i Herlev. Det var fedt da man var mindre – ikke mere.
  • Pigerne kan bedre lide en.
  • Måske kan jeg få andre med på at stoppe.

    Jeg ser faktisk frem til at komme hjem og presse mig selv”, sagde Philip senere. Og jeg garanterede ham, at det skulle han fisbankeme også nok få lov til. ”Du kommer til at føle, at du sidder i ørkenen, og foran står der et glas koldt vand”, sagde jeg. ”Det bliver det vildeste pres og du skal nok få lyst rigtig mange gange. Der vil sikkert være mange mennesker, der siger at du falder i, at du ikke kan holde det. Derfor er det vigtigt, at det her ikke er noget du lover mig eller andre, men dig selv, for ellers holder det ikke en meter”.

    Selvfølgelig er det mit valg, og folk har bare af at respektere det, de skal ikke prøve at presse mig. De skal bare vide, at det er slut!”, sagde Philip.

    Det eneste problem der er lige nu er at Philip gerne vil afslutte det her, men inde i hans hoved har der hele tiden, siden vi rejste af sted været noget at se frem til, og han føler ikke han har fået det sidste gram. Jeg har sagt til ham, som alle andre, der har prøvet at stoppe med smøger, hash, coke, heroin, brown sugar eller chokolade, at det ofte er en måde man snyder sig selv på, ved at sige bare lige en sidste gang, men samtidig kan jeg også godt forstå, at man gerne vil vide at: fra nu af slutter det – i stedet for: Det sluttede for 6 uger siden. Måske sker der ikke noget ved at få en afslutning, og måske bliver det det dummeste Philip har gjort i sit liv, men det er Philips liv og Philips valg og det er først og fremmest ham der kommer til at leve med sine beslutninger.

    Uanset hvad, så har Philip bestemt sig for at stoppe, og det er mere end han før har gjort. Hvornår den sidste joint bliver røget vides ikke, men din mor kommer i aften, og så kan hun jo i princippet tage ansvaret for det, hvis det skal ske allerede inden han kommer hjem – for hvorfor vente med et stop, hvis et stop kan startes allerede nu.

    Din mor kommer i aften og vi glæder os alle sammen til at se hende og hvor meget hun er vokset som menneske. Vi ved alle sammen hvor meget hun har haft at slås med, og det vil kun være godt, hvis hende og Philip nu kan hjælpe hinanden med de ting der er svære for dem.

    Men hvad med dig Patrick, hvad skal der ske med dit liv?

    (……………………………………….. noget er klippet fra)

    … Det var mine tanker hernede fra Indien, hvor solen snart går ned, for at give plads til aftensmad og en tur til lufthavnen for at hente din mor.

    Anders

Hallo Brow.. Philip her fra det varme land.

Når Nu skal du høre nogen valg jeg har truffet i al den tid jeg har været væk.
når jeg kommer hjem er det slut med at laver lort det går ikke mer vis jeg bliver taget igen så er det væk og det gider jeg sku ikke. jeg skal til at leve mit liv.

Nu skal høre og Du skal du ikke vælte, jeg stopper med at ryge Hash fylder alt for meget i mit liv jeg bruger for mange penge på det som jeg kunne bruge på så meget andet som fx tage ud og rejse købe mig en laptop, nyt tøj. Men det tænker man ikke over når man ryger. man tænker slet ikke det er lidt noget lort man tænker kun på en ting: hvordan får man råd til at ryge i morgen.

Det bliver svært det bliver rigtig svært men jeg ved jeg kan. der kommer op og ned ture men det må man tag med..

(……………. Noget er klippet fra)

HÅBER DU FORSTÅ BROW….!

Philip

Ps. gælder mig til at se dig :)