Hello India
”
Det har været en fed dag.
En mystisk dag.
En overvældende dag”.
Sådan sagde Philip efter den første dag i Indien, og vi er nu i gang med dag nummer 3; torsdag d. 21.februar. Kl. er 07.55 i Danmark og jeg sidder ude foran Carstens hus i Sewa Ashrams baghave ved det lille runde bord. Overfor mig sidder Philip med hovedet i bordet og en computer foran sig, og kan ikke helt overskue tanken om at han skal forsøge at skrive noget til sin blog.
”
Folk må vente med at høre fra mig til jeg kommer hjem”, siger han, men mon ikke der kommer et tidspunkt, hvor han får lyst til at dele bare nogle få af de mange sindssyge oplevelser han allerede har haft. Indtil videre har han brudt flere grænser end han nok selv troede muligt. Han har skidt i et hul i jorden, han har spist mærkelig mad, han har blaffet med en traktor, han har kørt på baghjul med rullestol i flere minutter, han har spillet fodbold med 5 drenge hvor de to målmænd sad i rullestol og han har fodret 30 vilde aber ved siden af vejen med bananer og jordnødder.
I går aftes sad Philip, Carsten og jeg her hvor vi sider nu og snakkede til kl. halv 1. Carsten har været her to gange før og i 98 var han her i et halvt år, så han kender landet og stedet og gør det nemmere for os at falde til. Han kunne fortælle, hvad det har gjort for ham at være her og dermed være med til at forklare Philip, hvorfor så mange mennesker har sagt til Philip, at det vil komme til at forandre ham som person. Jeg fortalte Philip, at vores formål ikke er at ændre ham, men at fylde ham med så mange oplevelser og nye tanker, at han ikke kan undgå at se anderledes på mange ting i Danmark når han kommer hjem.
Et lille eksempel er Philips fascination af Rajeed, som også kaldes Mr. X. Hans ben går på kryds og kan ikke strækkes, hans hænder vender forkert, og han spiser derfor med fødderne. Han kan godt gå lidt, selvom det ser ud som om han vælter hele tiden, men for det meste sidder han i rullestol. Han kan ikke rigtig tale og man har meget svært ved at kommunikere med ham. Rajeed har på mange måder alle forudsætninger for at få et lorteliv, hvis ikke det var fordi, at Rajeed griner så meget som han gør. Han har humor og når vi laver sjov med ham, ved at true ham, sige han skal komme i gang med at arbejde eller tipper hans rullestol, så skriger han i grin – og så er han en ganske habil målmand, hvis han parkerer rullestolen i den ene side af målet og spærrer for den anden. Philip er allerede helt vild med ham, og det er svært for Philip og alle os andre ikke at blive smittet af hans livsglæde. Dette møde med Rajeed, som vil være her hver dag de næste to måneder, vil Philip aldrig glemme, og han vil for altid have en historie med en handicappet i rullestol i baghovedet hver gang han i fremtiden vil møde endnu én i rullestol.
”
Jeg vågnede i morges og slog øjnene op og tænkte; jeg er i Indien. Jeg må ud og se hvordan det ser ud”. Saadan sagde Philip fra toppen af vores tag, da han saa tilbage paa den foerste dag i Indien, efter en dag som foerst var startet kl halv 1 da vi ankom til Sewa Ashram midt om natten, og foerst var i seng kl 4.
Allerede efter den første dag kunne jeg se tilbage på en dag, der havde budt på næsten ligeså mange fede oplevelser, som jeg har haft med Philip hele det år jeg har kendt ham. Kynikeren siger: Der kommer en hverdag, men Optimisten siger, hvorfor skulle det ikke kun blive bedre.
Vi får se.
PS-Jeg har nu siddet i et par timer og forsoegt at loade videoklip og billeder op paa denne side, men jeg giver nu op og forsoeger en anden dag. Forhaabentlig snart, saa der er nok at glaede sig til. Vi ses.
Hello All!!
Philip paa vores tag
