Exit India

Gurdial, Helicopter og Sandhu)

Morgenen gryr på den sidste morgen i Indien og Sewa Ashram har for længst fået øjne. Gurdwaraen er ved at runde bønnen af, der har lydt siden kl 3 i nat og som sammen med myggenes summen har gjort denne nat til en af dem, som man helst havde set faerre af. Philip ligger og sover på taget, hvor jeg efterlod ham kl 12 i går aftes, da jeg havde fundet et hul i mit myggenet. Jeg havde ingen større trang til at lade de blødtørstige djævle forlyste sig i mit blod, så jeg kravlede i læ nedenunder (Hvor de desvaerre ogsaa var).

Det er d. 13. april. Kl er lidt over halv 8. Maria er lige kommet tilbage efter sit morgenbad og om ca 14 timer kører vi fra Ashram’en og rejser hjem mod Danmark. Væk fra eventyr, myg, indere, varme og kaos. Hjem til kulde, tilknappede danskere og ordnede forhold. Ved afslutningen af enhver rejse begynder jeg langsomt at gøre op. Hvilke ting skal tages med hjem og gemmes i hjertet eller inkorporeres i hverdagen – og hvilke ting skal helst glemmes og lægges i baggrunden? Hvilke ting vil jeg forsøge at bekæmpe i den første tid, når jeg kommer hjem til vores selvforherligede velfærdssystem, og hvor mange dage vil der gå før jeg igen er blevet opslugt og druknet i indenrigsnyheder og forbrugermentalitet? Vil jeg kunne fastholde fokus på, at vi lever vores luksusliv i Danmark, på bekostning af folk hernede på Ashram’en og i Indien og resten af den tredje verden. Vi giver ulandsbistand og en ged til Afrika med den ene hånd og indkræver renter og ser skævt til ham ”den sorte” i bus 5A gennem Nørrebro med den anden. Vi vil saa gerne vaere blandt de gode, ”og vi er i hvert fald ikke ligesom USA og ham den dumme Bush”, siger vi, men både storpolitisk og i vores forbrugergriske hverdag står der USA over det hele.

Så er der mig. Hvad skal jeg forestille? En blegfed idealist der render rundt og leger frelser for en flok indere og en møgunge på 15. Er det hvad jeg er? Er jeg ikke også for optaget af hvad jeg kan give? Er dette bare min ”ged til Afrika”, men fordi jeg har behov for at føle mig mere speciel end alle de andre, så skal jeg lige lægge lidt ekstra oveni. En del af svaret tror jeg er ja – jeg er ikke anderledes end alle de andre, der føler sig som et lidt bedre menneske, når vi har givet en 20’er til Røde Kors eller købt månedens ’Hus Forbi’. Hvis jeg vil i en anden kategori, så skal jeg begynde at forholde mig til, hvad det må koste. Jeg giver af min overflod. Jeg ser på, hvor meget jeg kan give, så jeg stadig har råd og tid til at opretholde min levestil. Jeg er den rige unge mand, der kommer til Jesus og siger: ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv”? Han har været en rigtig god dreng tilsyneladende, så efter at knægten har sagt ja og amen til det hele, siger Jesus: ”Så gå hen og sælg alt hvad du ejer og giv det til de fattige, så vil du have en skat i Himlen”. ”Vi er rigtig gode er vi”, kan vi tænke når vi står foran spejlet, men når vi skal give afkald på det vi rettelig har fortjent (siger vi som danskere, der har fået i hoved og røv udelukkende fordi vi er vokset op hvor vi er), så kryber vi sammen og viger udenom (og går bedrøvet bort). Hvor er jeg glad for at det ikke var mig, der kom op til Jesus og fik den verbale lussing, i stedet kan jeg nu sidde i år 2008 sammen med alle de andre og føle mig falsk veltilfreds over mit bidrag til den tredje verden.

Jeg tænder nu en Blå Kings medbragt fra den toldfrie i Kastrup, og vil bevæge mig videre i dette Postludium, der skal skrive mig ud af Indien og sende mig afsted mod Danmark.

Philip er nu stået op og ligesådan Lotte – Philips mor. Lotte landede sent torsdag d. 3. april og rejser sammen med os hjem i aften. Da jeg så hende i lufthavnen var jeg ikke sikker på, at det var den samme kvinde, som jeg havde sagt farvel til mandag morgen d. 18. februar i Danmark. Fysisk så hun helt anderledes ud, og mentalt virkede hun overraskende meget til stede, til trods for at vi mødte hende i Indira Gandhi Lufthavns kaos. Da vi sagde farvel i Danmark, gik hun næsten i en vinkel på 90 %, askegrå i ansigtet med dybe rynker og en stemme, der var svag og afslørede tegn på et hårdt liv. Nu stod hun her 12 kg lettere, oprejst, med farve i ansigtet og virkede glad og tilfreds. Da jeg i August første gang fortalte Lotte om mine tanker med Philip, begyndte hun at græde. Hun havde svært ved at forestille sig, at nogen ville gøre det for den dreng, som hun holdt så meget af, men som hun så ofte havde svigtet med det liv hun havde levet. Hun troede samtidig også, at jeg var lidt småtosset i hovedet, fordi det næsten lød for godt til at være sandt. Som tiden gik, og turen nærmede sig, sagde hun flere gange, at hun nu også måtte se at få styr på sit eget liv, for det var da det mindste hun kunne gøre, når der nu blev gjort så meget for Philip. Som idealist men også realist kunne jeg se det ske, men jeg vidste også, at det ville kræve mere end bare gode intentioner. Da Lotte kom herned fik vi hele historien om Lotte, som ikke engang Philip kendte. Først 2 uger inden vi rejste afsted begyndte Lotte på Antabus, efter i lang tid at have drukket 10-15 stærke øl om dagen. Øl’ene blev gemt rundt omkring, hvor ingen så dem, og den ene øl, der stod ved håndvasken, blev skiftet ud med en ny, når den gamle var drukket. Løgn på løgn blev serveret og skylden blev på andre placeret. Med en påbegyndt antabus, fællesskab med ligesindede i Lænken og Philip ude af vagten var der ikke længere nogen undskyldninger og Lotte holdt hvad hun lovede. Da Philip og Lotte stod over for hinanden i lufthavnen her i Indien var det første gang i mange år de kunne se på hinanden uden den ene eller begge var fuld, stiv, skæv eller bagskæv - påvirket af hash, piller eller alkohol. En situation jeg aldrig helt ville kunne sætte min ind i, men en situation jeg kunne glæde mig over at være en lille del af. ”Vi skal til at lære at være en familie igen”, har Lotte flere gange sagt. En kommentar, som ikke oversættes videre positivt for en 15-årig der ikke bryder sig om forandring, men som ikke desto mindre er fyldt med megen sandhed og med løfte om noget bedre i vente.

”Jeg tænker anderledes nu”, sagde Philip i går inden han faldt i søvn. ”Jeg tror ikke længere at jeg altid ved bedst, og jeg er blevet bedre til at tage råd fra andre. Nogle gange forsøger man at lyde som om man selv ved hvad der er bedst, selvom man godt ved man ikke har ret”.

Jeg spurgte Philip om han havde en løsning på mit tilbagevendende problem, som består i ikke at lyde som en gammel bedrevidende nar, der skal belære en ung uvidende 15-årig om livets farer og muligheder. Alle os der står på sidelinien kan kun komme med gode råd og ideer og vi kan dele vores erfaringer, men når alt kommer til alt, så er det dit liv og dit valg.

Sarin, en 32-årig nepalesers liv har været til stor inspiration for os alle sammen hernede, og måske specielt for Philip. Sarin voksede op som den knægt der kunne alt. Han var god i skolen, god til al form for sport, boldspil og kampsport. Da han var 21 år døde hans mor og da han var 23 døde hans kæreste igennem 7 år. På et tidspunkt havde han et godt job, men han var så småt begyndt et misbrug, som hastigt voksede. Efter hans kærestes død fortsatte han af Criminal Highway, og han blev berygtet som en af de værste. Folk havde i Sarins unge dage haft ham som forbillede og de havde sagt til deres børn; ”I kan vokse op og blive som Sarin”. Nu brugte de ham som skræmmebillede, for hvem ville være som Sarin. Han var leder af en gruppe, som gjorde hvad der blev sagt, og så længe han havde penge så var de bedste venner. Sarin kan fortælle de vildeste historier om det liv han levede, folk han har smadret, afpresset og stukket ned. Alle sammen slutter de dog med ordene: ”De 10 år har været de værste år i mit liv, og jeg er blevet tvunget til at starte helt forfra”. Inden han ramte bunden vendte alle hans venner ham ryggen og hans egen søster ville ikke længere kendes ved ham. ”du er ikke længere min bror”, havde hun sagt og lukket døren i ansigtet på ham, på et tidspunkt hvor han var tæt på bunden. Han var begyndt at få drømme, hvor han så hans mor græde og han vidste, at han blev nødt til at gøre noget. Han lod sig indlægge på en afvænningsklinik, hvor han var i 3 måneder. Alkohol og stoffer havde taget smerten fra den tuberkulose, der var ved at sprede sig i hans krop, så den dag han lod sig indlægge blev han fra den ene dag til den anden lam fra navlen og ned. Efter de 3 måneder kom han til Sewa Ashram, hvor han fortsatte sin TB-behandling og i 10 måneder lå han på ryggen og ventede på den dag han igen kunne gå. 2 uger inden vi kom hertil tog han sine første skridt med et af de gangstativer, som var blevet sendt herned med container fra Danmark igennem Cafe Retro. Som dagene er gået hernede er Sarin også blevet bedre til at gå, og i går da Lotte var med Sarin på hospitalet fik han at vide, at han kunne stoppe sin medicin efter nu kun 11 måneder, hvor de i starten havde sat 18. Et lille mirakel siger Sarin selv, og vi andre glæder os med ham, og takker Gud for at vi fik lov til at være her mens han kunne gå. D. 31 marts fyldte han 32 år og vi inviterede ham på restaurant og Philip købte tøj til ham. ”Det er første gang siden min mor døde, at nogen fejrer min fødselsdag”, sagde han med stor taknemmelighed i stemmen.

”Ham vil jeg aldrig glemme”, sagde Philip også i går. Det er noget andet at høre de velmenende ord om at få styr på sit liv fra en person man mærker har oprigtig kærlighed til dig. Fra første dag i Indien var det Sarin, som Philip gerne ville snakke med. Der var noget der bragte de to sammen, og det var ikke alle de mange vilde historier som først dukkede op senere. ”Sarin er rar”, sagde Philip i starten, og Sarin så ikke Philip som et problem, men han så Philips problemer og kunne måske se sig selv i dem.

Tredje Halvleg begynder i morgen, og jeg har fortalt Philip, at nu begynder den virkelige kamp. Han skal nu tilbage til alle fristelserne og han skal tilbage til alle dem, der ser ham som et problem. Han skal lige have et par fridage og onsdag tager vi ud og ser på det arbejde han havde lige inden vi rejste afsted, og ser om de har brug for en hjælpende hånd fra næste uge af. Kunsten nu bliver at få proppet noget lovlig adrenalin ind i hverdagen, så der ikke er behov for at lave kriminalitet og få noget indhold ind i hverdagen, så der ikke er tid til, eller behov for at ryge hash. Det bliver svært – men ikke umuligt og det vigtigste er, at vi har et udgangspunkt for at arbejde videre. Jeg har kontaktet kommunen for at høre hvad de kan tilbyde nu, da den ”farlige del” er overstået, og vi må på en eller anden måde få indledt et samarbejde selvom bureaukrati og langsommelighed ikke er min kop chai.

Så nu tror jeg vi er ved at være der. Ved afslutningen af noget, der begyndte med at være tanker om at tage en ung med til Indien. Tanker der begyndte i januar sidste år og tanker som blev mere konkrete i august, da Philip sagde ja til at rejse med. Det har været op og ned. Det har på nogen måder været hårdere end jeg havde regnet med, men samtidig synes jeg også, at vi har et bedre udgangspunkt for at arbejde videre. Jeg glæder mig til at komme hjem og gå en lang tur for mig selv med slukket mobiltelefon og så måske svinge forbi Cafe Retro og sætte mig i et hjørne og nyde en sort kaffe med mælk, inden jeg tager i biografen for mig selv og nyder, at der ikke er nogen der spørger mig bagefter om jeg synes den var god. Bagefter vil jeg tage hjem til Maria, og lægge mig i ske med hende og glæde mig over at det nu er muligt uden man efter 2 minutter sejler væk i en svedpøl. Så skal vi sove længe, og stå op til kaffe, te og valnøddeboller nede fra bageren inden vi ser alle de afsnit af Prison Break, som vi er gået glip af mens vi har været hernede.

Dagen er stadigvæk morgen – lidt over 10. Der er stadig gøremål inden det bliver tid til farvel her fra Indien, så farvel for nu. Vi ses på den anden side…

Anders