'Postludium'

Projektet er nu overstået og vi er alle hjemvendte fra Indien i god behold. Tredje halvleg er nu gået igang for Philip, men også for mig. Philip skal nu se om han kan udleve de mål han har sat sig i Indien og jeg skal forsøge at finde hoved og hale i det hele for at finde ud af hvad vi gør nu. Det gælder både i forhold til Philip og på et lidt større og måske politisk plan. Der skal evalureres på turen. Hvad gjorde jeg forkert, og hvad gjorde jeg rigtigt - og hvad ville jeg have lyst til at gøre igen?

Har det været godt? Har det været en succes? Har mange allerede spurgt og mit svar har for det meste lydt: "Ja, det har været godt. Det har også været hårdt, men godt. Har det været en succes? Det afhænger af fra hvilken vinkel man ser det".

Jeg er træt af at være i projekter, hvor alt bliver gjort til en succes, fordi det skal gøres til en succes. Succes er nemt at opnå, hvis man bare sætter lave mål. Jeg ønsker ikke at sætte lave mål med de ting jeg gør. Jeg ønsker at tænke stort og visionært. Lad os derfor bare gå i den anden grøft og sige at projektet ikke har været en succes - for alt er ikke lykkedes, og alt vil ikke komme til at lykkes.

Omvendt så har jeg på to måneder været med til at skabe et forum for Philip, som har bragt ham et sted han aldrig har været før. "Jeg tænker anderledes nu", sagde han den sidste aften i Indien. "Tidligere troede jeg altid jeg havde ret og jeg ville ikke høre på andre, selv om jeg godt vidste nogen gange, at jeg ikke havde ret. Men nu kan jeg godt tage råd fra andre".I to måneder har Philip ikke røget hash eller lavet kriminalitet. Sidst der har været en periode på to måneder uden den slags ligger mere end 2-3 år tilbage. Samtidig med at vi var i Indien har hans mor også fået ro til at komme på benene igen og da hun kom ned og besøgte os de sidste 11 dage i Indien, havde hun ikke rørt piller eller alkohol i to måneder. Hun havde tabt sig 12 kg, fået farven tilbage i ansigtet sammen med troen på livet. Da de to mødte hinanden i Indien var det første gang i flere år, at de stod overfor hinanden uden den ene eller anden var fuld, stiv, høj, syg eller bagskæv.Philip har også på to måneder præsteret at læse og skrive mere end han har gjort de sidste to år tilsammen. Derudover er hans engelsk kundskaber blevet væsentligt forbedret, samtidig med, at han har fået en livslæring og hundredevis af aha-oplevelser, som mange "velfungerende" danskere på både 30 og 50 år kunne have så rigeligt brug for.Set i det lys, og derudover holder det op imod, hvor mange penge der er blevet brugt på ham i forskellige tilbud de sidste mange år, så lad os da bare kalde det en lille succes, omend jeg ikke bryder mig om ordet.

Idealist/Realist

Jeg er idealist, men jeg er også realist og jyde af oprindelse. Jeg har hele tiden vist, at der på et tidspunkt ville komme en tredje halvleg, hvor der skulle arbejdes videre på opholdet i Indien. Pessimisterne står klar til at dømme Philip tilbage i det gamle liv og det er der i sandhed også god grund til at tro på vil ske - for hvem er der til at trække ham mod det gode liv?

Du og jeg er sikkert blandt de såkaldte 'pisse priviligerede'. Vi har venner og familie nok, der viser vej og måske ovenikøbet opmuntrer os og giver os troen på, at vi kan udrette noget stort i vores liv og andres. Vi er så priviligerede, at vi måske endda er begyndt at føle os hævet over de skarn og uvorne unger der præger nutidens mediebillede. "De må jo tage ansvar for deres liv", siger vi, kloge og møgforkælede som vi er. Det vi synes at fortrænge i et splitsekund er, at der højst sandsynligt ikke er mange til at fortælle disse skarn, at det er deres liv og deres valg. I hvert fald ikke mange som de respekterer, for den sure mand på cyklen med den løftede knytnæve, og læreren der sender den unge uden for døren for at lære ham en lektie - de tæller ikke med. Så ja, der er grund til pessimisme, for der er meget, der trækker i den forkerte retning. Her er det så optimismen falder på et meget tørt sted, for hvad skulle vi da ellers gøre? Jeg håber at kunne repræsentere optimismen i tiden der følger nu, for det er der brug for. Jeg ved det vil blive hårdt, for modstandere er der nok af, men grunden til at jeg tør være optimistisk er, at jeg nu har et udganspunkt på to måneder, som jeg kan arbejde videre ud fra. Et udgangspunkt, som aldrig ville kunne opstå inden for landets grænser og som derfor skylder en stor tak til det vanvittige land Indien, og Sewa Ashram og alle de fantastiske mennesker der.

'Projekt Udsat' er slut, men arbejdet fortsætter både i det store og i det små. Tak for din tid.

- Ape

PS: Dette er videoen fra den anden dag i Indien, hvor vi fandt aber.

Exit India

Gurdial, Helicopter og Sandhu)

Morgenen gryr på den sidste morgen i Indien og Sewa Ashram har for længst fået øjne. Gurdwaraen er ved at runde bønnen af, der har lydt siden kl 3 i nat og som sammen med myggenes summen har gjort denne nat til en af dem, som man helst havde set faerre af. Philip ligger og sover på taget, hvor jeg efterlod ham kl 12 i går aftes, da jeg havde fundet et hul i mit myggenet. Jeg havde ingen større trang til at lade de blødtørstige djævle forlyste sig i mit blod, så jeg kravlede i læ nedenunder (Hvor de desvaerre ogsaa var).

Det er d. 13. april. Kl er lidt over halv 8. Maria er lige kommet tilbage efter sit morgenbad og om ca 14 timer kører vi fra Ashram’en og rejser hjem mod Danmark. Væk fra eventyr, myg, indere, varme og kaos. Hjem til kulde, tilknappede danskere og ordnede forhold. Ved afslutningen af enhver rejse begynder jeg langsomt at gøre op. Hvilke ting skal tages med hjem og gemmes i hjertet eller inkorporeres i hverdagen – og hvilke ting skal helst glemmes og lægges i baggrunden? Hvilke ting vil jeg forsøge at bekæmpe i den første tid, når jeg kommer hjem til vores selvforherligede velfærdssystem, og hvor mange dage vil der gå før jeg igen er blevet opslugt og druknet i indenrigsnyheder og forbrugermentalitet? Vil jeg kunne fastholde fokus på, at vi lever vores luksusliv i Danmark, på bekostning af folk hernede på Ashram’en og i Indien og resten af den tredje verden. Vi giver ulandsbistand og en ged til Afrika med den ene hånd og indkræver renter og ser skævt til ham ”den sorte” i bus 5A gennem Nørrebro med den anden. Vi vil saa gerne vaere blandt de gode, ”og vi er i hvert fald ikke ligesom USA og ham den dumme Bush”, siger vi, men både storpolitisk og i vores forbrugergriske hverdag står der USA over det hele.

Så er der mig. Hvad skal jeg forestille? En blegfed idealist der render rundt og leger frelser for en flok indere og en møgunge på 15. Er det hvad jeg er? Er jeg ikke også for optaget af hvad jeg kan give? Er dette bare min ”ged til Afrika”, men fordi jeg har behov for at føle mig mere speciel end alle de andre, så skal jeg lige lægge lidt ekstra oveni. En del af svaret tror jeg er ja – jeg er ikke anderledes end alle de andre, der føler sig som et lidt bedre menneske, når vi har givet en 20’er til Røde Kors eller købt månedens ’Hus Forbi’. Hvis jeg vil i en anden kategori, så skal jeg begynde at forholde mig til, hvad det må koste. Jeg giver af min overflod. Jeg ser på, hvor meget jeg kan give, så jeg stadig har råd og tid til at opretholde min levestil. Jeg er den rige unge mand, der kommer til Jesus og siger: ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv”? Han har været en rigtig god dreng tilsyneladende, så efter at knægten har sagt ja og amen til det hele, siger Jesus: ”Så gå hen og sælg alt hvad du ejer og giv det til de fattige, så vil du have en skat i Himlen”. ”Vi er rigtig gode er vi”, kan vi tænke når vi står foran spejlet, men når vi skal give afkald på det vi rettelig har fortjent (siger vi som danskere, der har fået i hoved og røv udelukkende fordi vi er vokset op hvor vi er), så kryber vi sammen og viger udenom (og går bedrøvet bort). Hvor er jeg glad for at det ikke var mig, der kom op til Jesus og fik den verbale lussing, i stedet kan jeg nu sidde i år 2008 sammen med alle de andre og føle mig falsk veltilfreds over mit bidrag til den tredje verden.

Jeg tænder nu en Blå Kings medbragt fra den toldfrie i Kastrup, og vil bevæge mig videre i dette Postludium, der skal skrive mig ud af Indien og sende mig afsted mod Danmark.

Philip er nu stået op og ligesådan Lotte – Philips mor. Lotte landede sent torsdag d. 3. april og rejser sammen med os hjem i aften. Da jeg så hende i lufthavnen var jeg ikke sikker på, at det var den samme kvinde, som jeg havde sagt farvel til mandag morgen d. 18. februar i Danmark. Fysisk så hun helt anderledes ud, og mentalt virkede hun overraskende meget til stede, til trods for at vi mødte hende i Indira Gandhi Lufthavns kaos. Da vi sagde farvel i Danmark, gik hun næsten i en vinkel på 90 %, askegrå i ansigtet med dybe rynker og en stemme, der var svag og afslørede tegn på et hårdt liv. Nu stod hun her 12 kg lettere, oprejst, med farve i ansigtet og virkede glad og tilfreds. Da jeg i August første gang fortalte Lotte om mine tanker med Philip, begyndte hun at græde. Hun havde svært ved at forestille sig, at nogen ville gøre det for den dreng, som hun holdt så meget af, men som hun så ofte havde svigtet med det liv hun havde levet. Hun troede samtidig også, at jeg var lidt småtosset i hovedet, fordi det næsten lød for godt til at være sandt. Som tiden gik, og turen nærmede sig, sagde hun flere gange, at hun nu også måtte se at få styr på sit eget liv, for det var da det mindste hun kunne gøre, når der nu blev gjort så meget for Philip. Som idealist men også realist kunne jeg se det ske, men jeg vidste også, at det ville kræve mere end bare gode intentioner. Da Lotte kom herned fik vi hele historien om Lotte, som ikke engang Philip kendte. Først 2 uger inden vi rejste afsted begyndte Lotte på Antabus, efter i lang tid at have drukket 10-15 stærke øl om dagen. Øl’ene blev gemt rundt omkring, hvor ingen så dem, og den ene øl, der stod ved håndvasken, blev skiftet ud med en ny, når den gamle var drukket. Løgn på løgn blev serveret og skylden blev på andre placeret. Med en påbegyndt antabus, fællesskab med ligesindede i Lænken og Philip ude af vagten var der ikke længere nogen undskyldninger og Lotte holdt hvad hun lovede. Da Philip og Lotte stod over for hinanden i lufthavnen her i Indien var det første gang i mange år de kunne se på hinanden uden den ene eller begge var fuld, stiv, skæv eller bagskæv - påvirket af hash, piller eller alkohol. En situation jeg aldrig helt ville kunne sætte min ind i, men en situation jeg kunne glæde mig over at være en lille del af. ”Vi skal til at lære at være en familie igen”, har Lotte flere gange sagt. En kommentar, som ikke oversættes videre positivt for en 15-årig der ikke bryder sig om forandring, men som ikke desto mindre er fyldt med megen sandhed og med løfte om noget bedre i vente.

”Jeg tænker anderledes nu”, sagde Philip i går inden han faldt i søvn. ”Jeg tror ikke længere at jeg altid ved bedst, og jeg er blevet bedre til at tage råd fra andre. Nogle gange forsøger man at lyde som om man selv ved hvad der er bedst, selvom man godt ved man ikke har ret”.

Jeg spurgte Philip om han havde en løsning på mit tilbagevendende problem, som består i ikke at lyde som en gammel bedrevidende nar, der skal belære en ung uvidende 15-årig om livets farer og muligheder. Alle os der står på sidelinien kan kun komme med gode råd og ideer og vi kan dele vores erfaringer, men når alt kommer til alt, så er det dit liv og dit valg.

Sarin, en 32-årig nepalesers liv har været til stor inspiration for os alle sammen hernede, og måske specielt for Philip. Sarin voksede op som den knægt der kunne alt. Han var god i skolen, god til al form for sport, boldspil og kampsport. Da han var 21 år døde hans mor og da han var 23 døde hans kæreste igennem 7 år. På et tidspunkt havde han et godt job, men han var så småt begyndt et misbrug, som hastigt voksede. Efter hans kærestes død fortsatte han af Criminal Highway, og han blev berygtet som en af de værste. Folk havde i Sarins unge dage haft ham som forbillede og de havde sagt til deres børn; ”I kan vokse op og blive som Sarin”. Nu brugte de ham som skræmmebillede, for hvem ville være som Sarin. Han var leder af en gruppe, som gjorde hvad der blev sagt, og så længe han havde penge så var de bedste venner. Sarin kan fortælle de vildeste historier om det liv han levede, folk han har smadret, afpresset og stukket ned. Alle sammen slutter de dog med ordene: ”De 10 år har været de værste år i mit liv, og jeg er blevet tvunget til at starte helt forfra”. Inden han ramte bunden vendte alle hans venner ham ryggen og hans egen søster ville ikke længere kendes ved ham. ”du er ikke længere min bror”, havde hun sagt og lukket døren i ansigtet på ham, på et tidspunkt hvor han var tæt på bunden. Han var begyndt at få drømme, hvor han så hans mor græde og han vidste, at han blev nødt til at gøre noget. Han lod sig indlægge på en afvænningsklinik, hvor han var i 3 måneder. Alkohol og stoffer havde taget smerten fra den tuberkulose, der var ved at sprede sig i hans krop, så den dag han lod sig indlægge blev han fra den ene dag til den anden lam fra navlen og ned. Efter de 3 måneder kom han til Sewa Ashram, hvor han fortsatte sin TB-behandling og i 10 måneder lå han på ryggen og ventede på den dag han igen kunne gå. 2 uger inden vi kom hertil tog han sine første skridt med et af de gangstativer, som var blevet sendt herned med container fra Danmark igennem Cafe Retro. Som dagene er gået hernede er Sarin også blevet bedre til at gå, og i går da Lotte var med Sarin på hospitalet fik han at vide, at han kunne stoppe sin medicin efter nu kun 11 måneder, hvor de i starten havde sat 18. Et lille mirakel siger Sarin selv, og vi andre glæder os med ham, og takker Gud for at vi fik lov til at være her mens han kunne gå. D. 31 marts fyldte han 32 år og vi inviterede ham på restaurant og Philip købte tøj til ham. ”Det er første gang siden min mor døde, at nogen fejrer min fødselsdag”, sagde han med stor taknemmelighed i stemmen.

”Ham vil jeg aldrig glemme”, sagde Philip også i går. Det er noget andet at høre de velmenende ord om at få styr på sit liv fra en person man mærker har oprigtig kærlighed til dig. Fra første dag i Indien var det Sarin, som Philip gerne ville snakke med. Der var noget der bragte de to sammen, og det var ikke alle de mange vilde historier som først dukkede op senere. ”Sarin er rar”, sagde Philip i starten, og Sarin så ikke Philip som et problem, men han så Philips problemer og kunne måske se sig selv i dem.

Tredje Halvleg begynder i morgen, og jeg har fortalt Philip, at nu begynder den virkelige kamp. Han skal nu tilbage til alle fristelserne og han skal tilbage til alle dem, der ser ham som et problem. Han skal lige have et par fridage og onsdag tager vi ud og ser på det arbejde han havde lige inden vi rejste afsted, og ser om de har brug for en hjælpende hånd fra næste uge af. Kunsten nu bliver at få proppet noget lovlig adrenalin ind i hverdagen, så der ikke er behov for at lave kriminalitet og få noget indhold ind i hverdagen, så der ikke er tid til, eller behov for at ryge hash. Det bliver svært – men ikke umuligt og det vigtigste er, at vi har et udgangspunkt for at arbejde videre. Jeg har kontaktet kommunen for at høre hvad de kan tilbyde nu, da den ”farlige del” er overstået, og vi må på en eller anden måde få indledt et samarbejde selvom bureaukrati og langsommelighed ikke er min kop chai.

Så nu tror jeg vi er ved at være der. Ved afslutningen af noget, der begyndte med at være tanker om at tage en ung med til Indien. Tanker der begyndte i januar sidste år og tanker som blev mere konkrete i august, da Philip sagde ja til at rejse med. Det har været op og ned. Det har på nogen måder været hårdere end jeg havde regnet med, men samtidig synes jeg også, at vi har et bedre udgangspunkt for at arbejde videre. Jeg glæder mig til at komme hjem og gå en lang tur for mig selv med slukket mobiltelefon og så måske svinge forbi Cafe Retro og sætte mig i et hjørne og nyde en sort kaffe med mælk, inden jeg tager i biografen for mig selv og nyder, at der ikke er nogen der spørger mig bagefter om jeg synes den var god. Bagefter vil jeg tage hjem til Maria, og lægge mig i ske med hende og glæde mig over at det nu er muligt uden man efter 2 minutter sejler væk i en svedpøl. Så skal vi sove længe, og stå op til kaffe, te og valnøddeboller nede fra bageren inden vi ser alle de afsnit af Prison Break, som vi er gået glip af mens vi har været hernede.

Dagen er stadigvæk morgen – lidt over 10. Der er stadig gøremål inden det bliver tid til farvel her fra Indien, så farvel for nu. Vi ses på den anden side…

Anders

Meget er sket siden sidst

Philip er lige taget med sin mor Lotte af sted ind til Narela. Hun kom med flyveren i går aftes og Philip snakkede som et vandfald hele vejen hjem i bilen. (Lotte skal I nok høre mere om senere). Det er helt befriende for mig bare at kunne sende dem af sted og sige, at jeg ikke gider tage med. Philip kender vejen, og Lotte kan tale engelsk, så hvis Philip vil af sted, så kan de vist godt klare den. Maria er i Delhi i dag for at aflevere nogle smykker, som hun har arbejdet på i lang tid med patienterne her. Der er en designer, som har foreslået nogle ting de kunne lave. Vi håber han bliver tilfreds. Maria har virkelig gjort et godt stykke arbejde for Sewa Ashram mens hun har været her, og har derfor heller ikke været så meget inde over hele projektet med Philip. Det har til tider været svært for mig at være så lidt aktiv i forhold til Ashram’en, fordi jeg har været så meget på Philip. Selvfølgelig har jeg ofte taget nogle forkerte kampe, og andre gange kæmpet for lidt, men jeg har måttet konstatere, at jeg har haft svært ved at have kræfter til det hele, som jeg også har skrevet tidligere.

(Jeg sidder lige nu og smågriner lidt, da de mørke skyer har trukket sig ned over Sewa Ashram og regner falder tæt…og der gik strømmen. (Endnu en ting at grine over). Nå, men jeg ser lige for mig at Philip står et eller andet sted i Narela, hvis de er nået så langt og siger FUCK, er lidt overfladisk småtosset, og ved siden af står Lotte, som er kommet til Indien og har hørt meget om høje temperaturer og solskinsvejr, og så får hun det her. Det er da lidt morsomt. Deepak fortalte os i dag at det er premonsoon'en, som kommer her i nogle dage og som medfører det halvdårlige vejr. Et vejr, som ødelagde Philips og min debut på taget i forgårs. Vi havde lagt os til at sove på taget, selv om det blæste en del. Jeg havde svært ved at sove, og var oppe et par gange. Pludselig kl lidt over 4 blev det for meget da regnen kom. Vi kom ned af stigen, vi havde sat op af kostalden, i en fart. 10 minutter senere hører jeg et brag og jeg løber op igen og ser at begge senge er blæst ned af vores tag og landet på taget ved siden. Jeg får listet mig ud på stråtaget, får vækket Philip, og får hejst sengene ned til ham. Well, sådan er Indien, ret uforudsigeligt. Regnen er kommet og strømmen er gået, stearinlyset er tændt for at skabe lidt lys, og jeg vil nu runde denne lille parentes af inden batteriet løber tørt…. Jeg kan høre, at de nu er kommet tilbage - drivvåde)

Har det så været det værd? Et spørgsmål, som man måske først bør stille sig selv, når vi er nået hele vejen hjem og evalueringen for alvor har fundet sted. I dag er svaret: Ja!
Det skal selvfølgelig ikke gøres op i penge og det har været vigtigt fra starten af. For hvis først en grisk, nærig og havesyg vesterlænding som mig begynder at gøre ting op i penge, så… Mit formål har fra starten af været at se om man ved at placere et menneske i nye og udfordrende rammer kunne hjælpe det menneske til at tænke nye og bedre tanker om sin fremtid. Bedre for sig selv og for andre mennesker.

D. 24. marts skrev jeg:
”Dagen før de 5 uger er gået, sidder jeg altså her i Indien med et smil på læben. Ikke et af de helt store, men et af dem der bliver efterfulgt af et godkendt nik. Der er ikke umiddelbart nogen solskinshistorie i vente i den kommende tid, men jeg begynder at tro på, at han forstår hvad det er det handler om: At det er hans liv og hans valg”.

I dag er det d. 4. april og meget er sket på de 11 dage. Jeg smiler stadig, men der er endnu mere grund til det end der var d. 24. marts.

Både Philip og jeg skrev et brev til Patrick, Philips bror i går, og her har jeg vedlagt det meste af hvad Philip og jeg skrev til ham.

Vi snakkes ved.

Anders

Hello Patrick

Anders her, fra landet langt væk, hvor ”alle mennesker kigger og er fucked up i hovedet”. (Citat Philip).

Der er nu gået over 6 uger og i aften kommer din mor. Philip og mig kører ud og henter hende i aften og allerede der så får hun nok hendes første store møde med Indien, som alt andet end lige er lidt anderledes end 2730 Herlev – på alle måder.

Philip har oplevet lidt af hvert, han har røvkedet sig, han har haft det fedt, han har gjort ting han aldrig troede han skulle komme til og han har set ting, som han ikke troede fandtes.

Inde i hans hoved er der også sket en del ting, og nogle af de ting er selv kommet bag på mig. Philip hader når andre skal bestemme over hans liv, og det har der været mange der har forsøgt igennem hans liv, og derfor har han nok tit gjort det stik modsatte. For snart to uger siden havde vi en snak hvor han sagde hvor træt han var af, at hans familie alle sammen ville have, at han skulle ændre sig – og det ville han ikke. Jeg forklarede ham at uanset om han ville ændre sig, så ville han komme til at ændre sig, og de næste 3-5 år ville måske være den periode af hans liv han ville ændre sig allermest. Spørgsmålet var bare hvordan…

Spørgsmålet er også hvem han vil have skal komme til at bestemme over sit liv. Skal det være Herlev kommune, der står klar til at sende ham af sted næste gang han træder ved siden af, eller skal det være Philip selv der bestemmer om han vil væk. Fortsætter han med kriminalitet, så ved vi alle sammen, hvor vejen fører hen og det gør Philip også.

Jeg fortalte ham at jeg var blevet spurgt om jeg ville være kontaktperson tidligere, inden vi rejste af sted, men jeg havde sagt at jeg ville se hvordan denne tur gik først inden jeg sagde ja til noget. Mit problem er at jeg ikke kan se igennem fingre med kriminalitet. Og hvis han vælger at fortsætte med det, så kan jeg ikke hjælpe ham. Det er selvfølgelig helt op til ham, for det er hans liv og hans valg, og ingen andre kan træffe det valg for ham. Han spurgte om det også gjaldt hash, og jeg sagde at en del af mig havde lyst til at sige ja, men omvendt så gad jeg ikke være endnu en i rækken, der stod med løftet pegefinger og sagde: DU SKAL STOPPE MED HASH, for så ved jeg godt hvad der kommer til at ske. Philip kender min holdning til det, og hernede har han mødt rigtig mange mennesker, der har historier om hvordan de er faldet tilbage i misbrug og har spildt det liv som de måske har fået tilbage ved at blive raske igen. Problemet er bare at det er svært at lære en gammel hund nye tricks – for man ved hvad man har, ikke hvad man kan få.

Der gik et par dage, og han sagde så at han havde bestemt sig for at stoppe med kriminalitet, fordi han dybest set var træt af det, og han vidste at han kørte på den sidste chance. Næste gang hed det af sted. Han var træt af at skylde penge og have folk på nakken, men samtidig så vidste han også godt at han ville savne adrenalinen. Spørgsmålet er bare; hvad er vigtigst??

Der gik et par dage mere, hvor han havde indstillet sig mere og mere på et liv uden kriminalitet. Han ville jo stadig have hashen. Jeg tog så en snak med ham om, at han nu havde sat sig op til at få tjent nogle penge, så han først og fremmest kunne få betalt sin gæld og dernæst måske få sparet op til en bærbar. Men hvis han stadigvæk ville ryge lige så meget som han gjorde før, så kunne det godt være at han fik et pengeproblem, for hvis han røg 4 gram om dagen som han gjorde før måske, så er det 200 kr om dagen og 1400 kr om ugen og ude paa sit arbejde kan han måske tjene mellem 1200-1500 kr. Det vil sige at der ikke er flere penge med mindre man laver ekstra penge, og de vil så være ulovlige.

UPS, lige pludselig hængte regnestykket ikke længere sammen, og det var lidt noget lort, for nu havde han jo sat sig op til at kvitte kriminaliteten. Umiddelbart var der to løsninger. 1. fortsætte med kriminalitet eller 2. kvitte hash’en, og når det ikke var en mulighed, hvad så??

Der gik igen nogle dage, hvor han tænkte rigtig meget for at få regnestykket til at hænge sammen, men det ville ikke rigtig lykkes. ØV!!

I fredags gik vi en lang tur om aftenen og snakkede lidt om det hele. Vi havde tidligere på dagen snakket lidt videre om muligheden for efterskole efter sommerferien og havde set på nogle hjemmesider. Han havde endda drømt videre om at komme på High School i USA efter efterskole, og vi var inde på nettet og se lidt på hvad det kostede og hvad der skulle til. Din bror er begyndt at drømme - og det er fedt. Det er noget vi alle sammen har brug for, men som vi tit har svært ved. Vi begrænser os selv og bliver ved med at fortælle os selv, at ’det kan ikke lade sig gøre’. Hvorfor?

Han spurgte mig hvordan jeg troede de første to uger i DK ville blive, og jeg sagde til ham at det kom an på hvilke valg han traf. Den første aften vil der sikkert komme nogle venner, og man vil lige ryge lidt, så man kan få grineren på over hvor godt det virker, når man ikke har røget så længe. Det bliver måske fedt, eller også får man det dårligt. I hvert fald sover du nok længe, og over middag kommer der nogle flere, der lige skal sige hej, og så ryger I lidt mere og de bliver måske hængende til om aftenen, hvor I måske stener en film, og så ryger I lige lidt, og så er det onsdag, og så går dagene stille og roligt. Man begynder at mærke at hashen igen kontrollerer ens temperament, og man sider tilbage i det man forlod. Fint nok, hvis det virkelig er det man vil…

Da vi var kommet tilbage på Ashram’en, sagde Philip noget jeg ikke skulle høre ham sige.

Fra starten af denne tur har Philip sagt at han skulle ryge til han var 25 eller 30 år, og jeg har sagt til ham at det lød da interessant, specielt hvis han troede på, at han så kunne nøjes med det. Jeg har også sagt fra starten af, at min fornemste opgave ikke er at ændre Philip, men at vise Philip at han har flere muligheder for at leve sit liv end han kan se nu. Når han så kan se dem, så skal han være velkommen til at vælge den mulighed han hele tiden har set, men så ved han trods alt, hvad han har valgt til og fra.

Hele Philips hverdag har de sidste 2,5 år drejet sig om hash og kriminalitet og hvis vi kun snakker kriminalitet, så er det nogle flere år….. ”men nu skal det være slut”, sagde Philip. ”Jeg vil gerne stoppe med at ryge hash”. Jeg bad ham gentage det, så jeg var sikker på at jeg hørte rigtigt, men den var god nok. Philip Deniz Petersen, vil videre og prøve noget nyt med sit liv. Han havde forbavsende mange argumenter klar:

• Man har flere penge
• Hvis man stopper så er der flere, der vil hjælpe en med at komme videre
• Dem der ryger hash i Herlev, er også de kriminelle, og jeg er træt af at være en som folk kender i Herlev. Det var fedt da man var mindre – ikke mere.
• Pigerne kan bedre lide en.
• Måske kan jeg få andre med på at stoppe.
  
  ”Jeg ser faktisk frem til at komme hjem og presse mig selv”, sagde Philip senere. Og jeg garanterede ham, at det skulle han fisbankeme også nok få lov til. ”Du kommer til at føle, at du sidder i ørkenen, og foran står der et glas koldt vand”, sagde jeg. ”Det bliver det vildeste pres og du skal nok få lyst rigtig mange gange. Der vil sikkert være mange mennesker, der siger at du falder i, at du ikke kan holde det. Derfor er det vigtigt, at det her ikke er noget du lover mig eller andre, men dig selv, for ellers holder det ikke en meter”.
  
  ”Selvfølgelig er det mit valg, og folk har bare af at respektere det, de skal ikke prøve at presse mig. De skal bare vide, at det er slut!”, sagde Philip.
  
  Det eneste problem der er lige nu er at Philip gerne vil afslutte det her, men inde i hans hoved har der hele tiden, siden vi rejste af sted været noget at se frem til, og han føler ikke han har fået det sidste gram. Jeg har sagt til ham, som alle andre, der har prøvet at stoppe med smøger, hash, coke, heroin, brown sugar eller chokolade, at det ofte er en måde man snyder sig selv på, ved at sige bare lige en sidste gang, men samtidig kan jeg også godt forstå, at man gerne vil vide at: fra nu af slutter det – i stedet for: Det sluttede for 6 uger siden. Måske sker der ikke noget ved at få en afslutning, og måske bliver det det dummeste Philip har gjort i sit liv, men det er Philips liv og Philips valg og det er først og fremmest ham der kommer til at leve med sine beslutninger.
  
  Uanset hvad, så har Philip bestemt sig for at stoppe, og det er mere end han før har gjort. Hvornår den sidste joint bliver røget vides ikke, men din mor kommer i aften, og så kan hun jo i princippet tage ansvaret for det, hvis det skal ske allerede inden han kommer hjem – for hvorfor vente med et stop, hvis et stop kan startes allerede nu.
  
  Din mor kommer i aften og vi glæder os alle sammen til at se hende og hvor meget hun er vokset som menneske. Vi ved alle sammen hvor meget hun har haft at slås med, og det vil kun være godt, hvis hende og Philip nu kan hjælpe hinanden med de ting der er svære for dem.
  
  Men hvad med dig Patrick, hvad skal der ske med dit liv?
  
  (……………………………………….. noget er klippet fra)
  
  … Det var mine tanker hernede fra Indien, hvor solen snart går ned, for at give plads til aftensmad og en tur til lufthavnen for at hente din mor.
  
  Anders

Hallo Brow.. Philip her fra det varme land.

Når Nu skal du høre nogen valg jeg har truffet i al den tid jeg har været væk.
når jeg kommer hjem er det slut med at laver lort det går ikke mer vis jeg bliver taget igen så er det væk og det gider jeg sku ikke. jeg skal til at leve mit liv.

Nu skal høre og Du skal du ikke vælte, jeg stopper med at ryge Hash fylder alt for meget i mit liv jeg bruger for mange penge på det som jeg kunne bruge på så meget andet som fx tage ud og rejse købe mig en laptop, nyt tøj. Men det tænker man ikke over når man ryger. man tænker slet ikke det er lidt noget lort man tænker kun på en ting: hvordan får man råd til at ryge i morgen.

Det bliver svært det bliver rigtig svært men jeg ved jeg kan. der kommer op og ned ture men det må man tag med..

(……………. Noget er klippet fra)

HÅBER DU FORSTÅ BROW….!

Philip

Ps. gælder mig til at se dig :)

Abishek: Bed no. 9

Endnu et interview med en af vores patienter, som blev fundet af Nino og Carsten i starten af vores ophold hernede. De foerste to billeder eer taget af Carsten da de fandt ham og en anden ung dreng paa gaden i Delhi.
Hvis du har lyst til at stoette Abishek og alle de andre her paa stedet, saa gaa ind paa Cafe Retros hjemmeside og bliv medlem eller giv en gave. Tak for stoetten - Abishek og alle de andre her paa Ashram'en siger tak.

Abishek is 19 years old. He grew up in the holy city of Varanasi, in the state of Uttar Pradesh. His father had a small tea stall and his mother was a typical Indian housewife. He grew up with his younger brother in a middleclass family where they had everything they needed to maintain a decent lifestyle. His mother used to teach him and took good care of him. His eyes light up everytime he speaks about her.

His mother died when he was around 10 years old and his father remarried. His father didn’t take the same responsibility, and neither did his stepmother. She used to beat him, and at the age of 18 Abishek had enough. He ran away and left for Delhi in search of a better life. He went nearby New Delhi Train Station and tried to find work at a tea stall like his fathers’. He needed an ID-card which he did not have to get a job, so after a short time in Delhi he started to roam around. Whenever he was hungry he went to the Gurdwara (temple) where they would serve free meals and he kept himself alive by doing this.

On the 26th of January a policeman found him by Jama Masjid in Old Delhi and droped him outside of Delhi. The cities in India and Delhi in particular are trying to get rid of the poor and destitutes because they don’t look good on the image of a city like Delhi. The Commonwealth Games are coming up in 2010 and the city of Delhi want to look as clean and nice as possible, to impress all the visitors. That means no space for the 4 million really poor people that live in the city of Delhi, and that means they have to find a way to get rid of the people we do not like to look at.


Abishek found himself in an area with no shops and nothing to eat. Quickly he lost strength and started to become really sick. After a few weeks a gentleman came up to him and told him that he could go to Yamuna Bazaar by the Hanuman Temple and get food there. He walked some 15-20 km back to the city and found the Temple, and 2-3 days after he was found by Nino who brought him to the Ashram. He was very weak and couldn’t speak much and after a few days he was brought to the hospital where he was admitted. He had lost a lot of blood, so two of the volonteers (Anders and Maria) from the Ashram donated one unit each. If they didn’t do it he could be forced to wait for a long time, and still then the Ashram would have to pay for it themselves.

After almost two weeks at the hospital he returned to the Ashram. Still weak, but full of strength compared to what he was like before. He has been renamed Curious George, because he likes to touch everything. When he arrived the first time, he seemed like a mental case, but after regaining strength he seems to be understanding most things. Thanks to his mothers education he speaks a bit of English, and he likes to use it.

Abishek is a sad story with a turn which led him to the life he has restarted at the Ashram.

Godt og vel Halvvejs

Vi har nu passeret milepælen ved navn ”halvvejs”, og i morgen er der kun 3 uger tilbage. En dag hernede går som 2 i Danmark plejer Philip at sige, og i forgårs sagde Philip såmænd, at han næsten ikke rigtig havde lyst til at tage hjem. Et statement, der nok mest var et udslag for en øjeblikkelig følelse frem for en permanent tilstand, for når jeg lige nu konfronterer ham med det han sagde, så siger han med et smil på læben, at det kan vist ikke passe. Hjem eller ej, så kan jeg dog konstatere at Philip klarer dagene godt og hans negativitet samler sjældent bundfald, men kommer som oftest til udtryk igennem sporadiske anfald over småting i hverdagen.

Således blev dette indlæg skudt i gang i en positiv tone. En tone der har lydt igennem næsten 3 uger med kun ganske få mislyde.

Sidste uge rejste Philip og jeg på tur i det nordlige Indien. En tur i søgen efter vilddyr og lidt adrenalin. I Danmark havde jeg lovet Philip, at vi skulle se om vi kunne finde nogle tigre, og lad mig bare bryde spændingen med det samme og sige, at vi ikke fandt nogen på denne tur.
Vi tog et nattog 6,5 time til en by ved navn Ramnagar, som ligger ved siden af Corbett Natl Park. Indiens første nationalpark og efter sigende den med den største tigerbestand - ca 160 tigre i alt. Vores guide Patual kunne stolt fremvise det skrevne ord fra en spansk turist, der dagen før havde set en tiger og senere en leopard, der fortærede et rådyr. Men ak, vi så hverken tigre eller leoparder. Til gengæld så vi en masse firbenede rådyr og dådyr, vilde elefanter, vilde svin, krokodiller og ca 100 aber. Vi overnattede inde i parken og startede morgendagen med en tur på elefantryg, for måske den vej rundt at få et lille glimt af en tiger, men heller ikke det gav pote... Da vi sidst på eftermiddagen fredag blev kørt til bussen af Patual for at fortsætte vores tur, havde man næsten helt ondt af den lille mand. I to dage havde han hørt forgæves efter de alarmcalls, som aber og fugle kommer med og som afslører hvor tigeren befinder sig. Vi havde set tigerspor, det var det tætteste vi kom, men både Philip og jeg var ’sikre’ på at Patual havde været ude samme morgen med et lille tigerstempel, så vi ikke skulle gå helt forgæves. I bussen på vej videre var vi trods alt ved godt mod og Philip fik helt sikkert lov til at opleve mere jungle og vilde dyr end han nogensinde før har set.

Efter en bustur på 6-7 timer med et enkelt skift, ankom vi i hel tilstand til Rishikesh. Buschauffører i Indien kører med en dødsforagt, der afslører en klippefast tro på reinkarnation, og rejse med bus i Indien ville nok være forbudt, hvis vi var med kommunen på tur. Hornet på bussen kører som et pendul igennem aftenmørket, og de modkørende biler med deres lange lys leverer lysshow til den evige vekslen mellem hårde opbremsninger, accelerationer og undvigemanøvrer. 15 kr pr person for en nærdødsoplevelse, er en billig pris for folk med trang til masochisme. Os andre kan bare glæde sig over, at det trods alt ikke var dyrere…

Lørdagen blev brugt til at slappe af i Rishikesh. En by mellem høje bjerge og Ganges bugtende sig igennem. Med et blik i Ganges’ klare vand ser vi tydeligt, at vi er tættere på Himalaya end Varanasi, hvor lig og affald forpester floden. Jeg fik lokket Philip med op til et lille vandfald, hvor jeg legede hare og hvor Philip sled sig en time op af bakke. Vi tog en dukkert i et vandfald lidt længere nede på vejen tilbage og vaskede sveden af os inden vi tog retur til byen. Søndagen brugte vi på en 40 km lang white water rafting tur ned af Ganges. Vi var ved at kæntre flere gange, men vi klarede den og det var på frivilligt initiativ, når vi tog en kølig dukkert og lod os glide med strømmen. Med lidt større armmuskler og solbrændte skuldre og lår tog vi tilbage mod Ashram’en næste dag – en mandag. Philip ville gerne rejse videre, og havde ikke lyst til at tage tilbage. ”Det er så’en et nederen sted. Der er for mange syge mennesker”, sagde han. Jeg valgte at fokusere på det positive i, at han havde fået lyst til at rejse, og sagde, at så er det jo bare at komme hjem og spare sammen til at komme afsted igen.

Mandagen kom, og den lange tur tilbage mod Delhi lurede i horisonten. En tur som Philip på ingen måder så frem til. Vi startede med en time i bus, og fra Haridwar fik jeg lokket Philip med på at tage General Class med toget i 7 timer til Delhi. General Class eller Second Class unseated, også kaldet monkey class, er de sidste vogne i toget, hvor der altid er plads til en til. Man sidder på træbænke bag åbne tremmevinduer og med lidt held kan man måske få et par høns som bordherre. General Class er et lille stykke Indien, som jeg ikke havde lyst til at snyde hverken Philip eller mig selv for og til en pris af 10 kr pr person, så var det økonomiske aspekt igen på vores side. I starten var der god plads, men vi mærkede befolkningstætheden stige jo tættere vi kom Delhi. Da vi langt om længe (og tiltrængt) ankom til Old Delhi Station, sad der 6 msk på vores bænk, 5 over for, 3 på bænken ovenover den og en mor med 3 børn over vores hoveder. Been there, done that og egentlig fedt nok, men mon ikke vi hopper en klasse op næste gang, og smider en 20’er oveni prisenJ

Vi ankom til Ashram’en kl halv 2 om natten, kravlede over muren og videre i seng.
Turen var på mange måder set som en slags gave, men hvor en del af turen også blev betalt af hans egne lommepenge. Turen var til for at vise ham lidt mere af Indien, give ham nogle nye oplevelser og presse ham lidt på nogle nye måder. På mange måder ligner sådan en tur egentlig meget de ture som andre institutioner tager på med udsatte unge, hvad enten det er skiferier eller solferier. De sætte begge fokus på oplevelsen og så forsøger de ofte at tilgodese et fælles tredje, hvor man laver en aktivitet sammen med de unge. Alligevel er der flere forskelle. For det første er der kun en voksen og en ung, det vil til alle tider gør det relationelle arbejde mere komprimeret (om end måske også mere skrøbeligt). For det andet, så foregår turen i Indien, og det giver væsentlig flere indtryk at bearbejde og flere mulige konflikter/udfordringer at navigere i sammen med den unge (det er selvfølgelig ikke altid en fordel, men må ses i lyset af, hvem man har med at gøre). Og til sidst så er der det økonomiske perspektiv, som mange måske tænker på. 6 hele dage med mad, transport i ca 20-25 timer, hotel, 2 dages safari med guide, jeep og indgang kostede projektet ca 650 kr for Philip. Han betalte selv 150 kr for white water rafting, og derudover har han lavet en aftale med undertegnede om at afdrage de 650 kr igennem de foredrag, som vi forhåbentlig skal ud at holde en del af, når vi kommer hjem. Det er da rørende billigt. Til sammenligning brugte jeg mere på en 2 dages-tur med Philip til Ålborg sidste år i juni, hvor jeg var ansat af kommunen.

I forhold til Philips udmeldinger om at skulle tilbage var jeg spændt på, hvordan Philip ville klare det at være tilbage, men det har han klaret flot. Allerede da vi var kravlet over muren til Ashram’en, sagde han, at vi hellere lige måtte gå hen og se om de havde fået lavet kaninburet færdigt, som de startede på lige inden vi tog afsted. Dagen efter var han faldet ind i mange af hans positive rammer, han spurgte til patienterne og lå og kørte rundt med Rasheed i hans rullestol. Siden vi kom tilbage sent i mandags, har vi fået lavet en del fysisk arbejde, og vi har fået os en del gode snakke om fremtiden. Philip er grundlæggende træt af at alle mennesker har en mening om, hvordan han skal leve sit liv, og måske netop derfor har han umiddelbart ingen intentioner om at ændre sig. Jeg fortalte ham i dag, at hvis man lader være med at ændre sig, bare fordi folk vil have at man skal gøre det, så lader man også andre mennesker bestemme over sig. Så uanset hvad er det grundlæggende svært ikke at lade sig styre af andre mennesker. Derudover fortalte jeg ham at han de næste 3-5 år vil komme til at ændre sig mere end han nogensinde har gjort hidtil, spørgsmålet er bare hvordan. Så forandring slipper han ikke for – det gør ingen, og slet ingen der er 15 år gammel.

Philip sagde i går, at han var lidt spændt på at skulle op på Hørby Ungdomsskole, hvor eleverne har sponsoreret hans billet (se videoen i højre side), og han ville meget gerne vide hvad han skulle sige når vi kom derop. Han spurgte, hvad jeg plejede at sige, når jeg var ude at holde foredrag, så derfor sad jeg i går aftes og holdt foredrag om Selvværd og Selvtillid, Image og Identitet. ”Det er i hvert fald et af de bedste foredrag jeg har hørt”, sagde han, da jeg spurgte om der var noget af det han kunne bruge og om det var rigtigt. ”Rigtig meget af det faktisk”, havde han sagt. Undervejs mens jeg fortalte havde vi flere gode snakke, og igen i dag har snakken kørt videre. Han er i dag gået i gang med at skrive en lille hilsen til 2 piger fra Hørby, som gav mig et brev med til ham, da jeg var på besøg deroppe i uge 2. Det er altid fedt for mig, når Philip selv tager initiativ til noget, eller udtrykker en lyst for at gøre eller lave et eller andet, og det gør det væsentligt lettere for mig at støtte ham i det.

Han kom tilbage for lidt siden, efter at have været ovre på nettet og læse om Hørby Ungdomsskole, og han syntes den lød vildt fed. Selve tanken om måske at skulle tage på en efterskole selv efter sommerferien blev i dag næsten helt tiltalende for ham. ”Herlev Kommune vil i hvert fald nok gerne betale for, at jeg kommer væk”, som han siger. Alligevel er der et par men’er. Han vil ikke afsted uden der er nogen fra Herlev. Han vil ikke have skoleundervisning. Han vil helst være et sted, hvor man må ryge hash, eller hvor han kan skjule det. Alle de tre ting tror jeg nu nok på kan komme til forhandling, hvis det bliver aktuelt på et tidspunkt, så lad os på nuværende tidspunkt bare glæde os over at der kommer mulige fremtidsplaner og løsninger fra ”hestens egen mund”.

Dagen før de 5 uger er gået, sidder jeg altså her i Indien med et smil på læben. Ikke et af de helt store, men et af dem der bliver efterfulgt af et godkendt nik. Der er ikke umiddelbart nogen solskinshistorie i vente i den kommende tid, men jeg begynder at tro på, at han forstår hvad det er det handler om: At det er hans liv og hans valg.

Tak for jeres tid – hvis I har mere tid at give af, så skriv en kommentar på min eller Philips blog, og hvis I har lidt mere tid (og penge), så gå ind og bliv medlem af Cafe Retro. Det koster kun 75 kr om året i kontingent, og der findes ikke mange foreninger i Danmark, der kan prale af at have administrative udgifter for 0 kr. Hvis du tilmelder dig inden d. 14. april, går din kontingentbetaling for i år direkte til Sewa Ashram. På forhånd tak.

Anders

Statusrapport fra en mand mellem fire negle

Philip, Sewa Ashram, Maria og mig selv. Disse er navnene på de negle, som presser på og til tider gør hverdagen til uvejsomt terræn og får min hjerne til at køre på overload og tæt på system failure.

For præcis en uge siden vågnede jeg op på en tirsdag morgen, og blev med det første mødt med negativitet fra Philip, der forgæves ledte efter morgenmad inde på kontoret. ”Jeg kommer ikke til at være her i 8 uger, det er alt for nederen”, sagde han uden antydning af ironi i stemmen. Jeg sagde ikke så meget, forsøgte bare at undgå det luftangreb af negativitet, der blev sendt af sted mod mig, men denne morgen var mit forsvar nede og jeg blev ramt. Pludselig føltes 6 uger mere i Indien, som en lang ørkenvandring, hvor man skulle gennemleve en 4-sidet dårlig samvittighed over hverken at kunne være helt tilstrækkelig over for Philip, Sewa Ashram, Maria og mig selv.

Jeg følte at jeg var et sted fyldt med mennesker, der fik livet til at give mening. Et sted hvor taknemmelighed stod skrevet overalt. Alligevel kunne jeg denne morgen ikke finde et eneste gram af taknemmelighed i denne dreng, som havde så meget i forhold til alle de mennesker, der befandt sig lige uden for døren til kontoret og som kæmpede med sygdom, fattigdom og død. Jeg følte ikke at jeg bidragede med noget til dette sted, som jeg følte gav os så meget. Jeg glædede mig over at konstatere at Maria havde fundet sin faste rutine hernede med arbejde fra solopgang til solnedgang, så var der i det mindste en af os der kunne bidrage med noget. Gjorde jeg det helt forkert? Hvor lang tid skulle det være sådan? Hvis man nu bare vidste at der ville være 4 hårde uger og så 4 gode bagefter, eller bare en god uge til sidst, så havde man det at arbejde frem imod. Glaskuglen var tavs og intet stod skrevet i horisonten. Lyset var svært at skimte i tunnelen og jeg mærkede denne morgen frustrationen over pædagogikkens verden hvor 2 + 2= X. Der er ingen garanti for noget som helst. Fuck, hvor må det være fedt at være glarmester, brolægger eller skraldemand – man ved hvor man er kommet til og man ved hvor langt der er igen. Jeg var denne morgen en ildsjæl med ild i begge ender.

Jeg brugte det meste af formiddagen på at lave trærammer der passede til vinduerne i vores nye hjem; kostalden, for i det mindste at gøre nytte for Sewa Ashram. Jeg undgik Philip, for at styre udenom enhver mulig konflikt og efter frokosten gik jeg over og sov i tre timer. Maria kom over og spurgte til mig et par gange, men jeg var en mand af få ord, for hvor skulle man begynde og hvor skulle man slutte af. Skulle jeg ikke bare glæde mig over at Maria var glad, så var der i det mindste en negl mindre man skulle føle sig klemt af. Hvad det ikke været Carstens sidste aften på Sewa Ashram, var jeg nok gået tidligt i seng, men jeg syntes at jeg skyldte ham en ordentlig sidste aften. I stedet satte jeg mig sammen med Maria og Carsten uden for kostalden med et brændende bål. Carsten spurgte til mig. Han havde lagt mærke til, at jeg havde været lidt stille i løbet af dagen, og lidt efter lidt fik vi snakket dagen og de sidste to uger igennem, mens Philip sad på MSN og snakkede med venner og familie derhjemme.

Langsomt kom jeg til kræfter igen. Lyset, håbet og troen på, at man gjorde noget, der ikke ville komme tomt tilbage blev geninstalleret og jeg følte mig på rette vej igen. Philip kom over til os kl halv 12, da vi var ved at gå i seng. Han var i godt humør. ”De spørger hele tiden, hvad jeg laver. Vi skal altså ha skrevet noget vi kan lægge op på min side”, sagde han. ”Fint, det gør vi i morgen”, svarede jeg tilbage og glædede mig over at høre Philips engagement over noget, som jeg kunne hjælpe ham til at fuldføre. Vi gik i seng, og jeg var igen blevet fyldt op med fortrøstning.
3 uger er gået…
Det er nu en uge siden, og i alt er der nu gået tre uger af de i alt otte vi skal være hernede. Den sidste uge har været klart den bedste, hvis den skal måles i hvordan Philip har svinget rent følelsesmæssigt. Allerede dagen efter den tirsdag jeg lige har beskrevet, var det som at møde en helt anden Philip. Vi brugte to timer ca på at skrive lidt til hans blog, og på trods af hans åbenlyse skrivevanskeligheder tog han det helt roligt. Han havde et mål, som han gerne ville nå. Ikke fordi jeg sagde han skulle, men fordi han havde lyst til det. Han var dagen før blevet færdig med bogen ’Ondskaben’ af Jan Guillou, som jeg havde haft med fra Danmark i en letlæselig udgave på godt 100 sider. Hans første læste bog i mange år, og han syntes den var god. For at afrunde det der har med det faglige at gøre, så har han skrevet nogle enkelte linier i sin dagbog næsten hver dag, og den anden dag, sagde han at han kunne se, at han var begyndt at skrive mere. Stadigvæk havde han det dog sådan, at hvis han kom til et ord han ikke kunne stave, så stoppede han og lagde den fra sig. Da jeg købte bogen til ham den første dage og jeg sagde hvad han måske kunne bruge den til, var han helt afvisende over for at skulle skrive noget som helst, men selv samme aften kom han selv og spurgte om han ikke måtte se bogen.

Hans engelsk er blevet væsentligt forbedret på de tre uger vi har været her. Han opfanger flere ting af hvad der bliver sagt, men endnu vigtigere han tør at sige flere ting på engelsk, og er ikke længere så bange for, at de skal svare noget tilbage, som han ikke forstår. De sidste par dage har han flere gange spurgt mig om, hvordan man siger et eller andet, og derefter gået hen og sagt det til en person, hvor han i starten hele tiden ville have mig til at sige det.
I alt det der har med det faglige at gøre, har jeg sagt til ham, at det der er fedt ved at lære hernede er at man kan bruge det. Hernede lærer han ikke fordi han skal til eksamen, men fordi det forbedrer hans hverdag. Jeg hadede at skrive da jeg gik i skole, fordi jeg altid fik at vide jeg skrev forkert, men da jeg begyndte at rejse, fandt jeg en glæde i at skrive for at kunne huske og bearbejde de ting som jeg oplevede. Som forventet har jeg alene i de tre uger vi har været her, kunnet tilbyde ham mere ”undervisning” end han har haft det sidste år eller mere til sammen og 80-90% af det er opstået på initiativ af Philip selv fordi han ved at muligheden er der. Han sagde selv for et stykke tid siden at derhjemme i Danmark var han ligeglad med at lære fordi han var skæv det meste af tiden, men hernede ville han gerne lære – specielt engelsk. Jeg spurgte ham så, hvem der var mest Philip: Philip i Danmark der ikke gider og lære eller Philip i Indien, der gerne vil lære. ”Måske 50%”, var hans umiddelbare svar.
Onsdag aften kl lidt over 10 sagde vi farvel til Carsten, som rejste hjem efter at have været fantastisk i 16 dage. Jeg var glad for at det var onsdag aften, og ikke aftenen før han var rejst, for ellers havde modløsheden over at skulle sige farvel til den store hjælp som Carsten har været for os alle tre og Sewa Ashram været noget større. Carsten har været god til Philip, og Philip fik hurtigt et godt indtryk af Carsten. ”Det skider jeg på, han var sgu for grineren”, sagde han så sent som i går aftes ude ved bålet. ”Ham må jeg altså også møde i Danmark”. Det var utrolig rart for mig mens Carsten var her, hele tiden at have en person der var stabil følelsesmæssigt, som jeg kunne læne mig op af, samtidig med at vores humør og lyst til det lettere ekstreme ligger tæt op af hinanden. Det gav os flere gange noget fedt ping pong, hvor vi sad og tog røven på Philip. Dejligt og rart var det med Carsten her og jeg vil helt sikkert komme til at savne ham. Ikke bare som en hjælp her, men også som en god ven.

Efter Carsten var kørt af sted sad jeg og snakkede med Philip. Jeg fortalte ham lidt om hvrodan jeg havde haft det dagen før og hvordan jeg nogen gange blev påvirket af hans negative indstilling og kommentarer. Jeg fortalte ham at Philip tirsdag og onsdag havde været som to helt forskellige mennesker, og jeg spurgte ham hvorfor. Et spørgsmål som Philip ikke selv havde en god forklaring på. ”Nogle gange bliver jeg bare rigtig hidsig”, sagde han.

Mens vi sad og skrev til hans blog tidligere på dagen, kom Judith over og delte sin papayafrugt med os. Judith er inder, men er kæreste med Uwe fra Tyskland og sammen styrer de klinikken her på Sewa Ashram. Judith fortalte om sin fætter, som var involveret i bandekriminalitet. Alle havde opgivet ham og en dag opgav livet ham også. Han blev skudt i hovedet, kun 22 år gammel. ”Gud elsker dig Philip”, sagde hun. ”Ved du godt det? Måske vil alle mennesker opgive dig, men Gud vil stadig elske dig. Det er det jeg ærgrer mig allermest over i mit liv, at jeg aldrig fik fortalt til min fætter, men jeg har stadig muligheden for at sige det til dig”. Judith var berørt mens hun fortalte det, og det påvirkede også Philip. ”Fuck, det var synd for hende”, sagde han da vi sad og snakkede. Han fortalte, at det havde været rart at høre hende sige de ting til ham, som hun havde sagt. ”Jeg kan godt lide det der med Guds navn, ligesom 2pac, der siger ’only God can judge me’. Jeg kunne godt tænke mig at læse Bibelen en gang, for at finde ud af hvad det egentlig er det handler om”. Og således gik det til at onsdag aften sluttede af med at Philip gik i gang med at læse lidt om ham Jesus, der gav mad til de sultne, tøj til de nøgne og gjorde de syge raske. En mand der gjorde det, som folk der arbejder her på Ashram’en forsøger at kopiere for at række ud til dem, som alle andre har opgivet.


Jeg vil til at runde af for denne gang, og endnu engang konstatere, at den sidste uge har været den absolut bedste af de tre uger vi nu er nået igennem. Om det er en tendens eller et lykketræf, vil jeg ikke konkludere på endnu. Jeg vil blot forsøge at nyde og udnytte de gode stunder når de er der, og lade dem give mig styrke til at klare problemerne når de kommer.

Tak for jeres tid, Anders

Yasseen og Mikkel

Det er den 8. marts. Min gode ven Jens von Horn er på dette tidspunkt på vej til at blive viet til sin Kristin et sted i Norge 4,5 tidszone herfra. Havde vi ikke været der, ville vi nok være ved at gøre klar til stor 60-års fest for Karen Green-Møller, som tilbage i 98 tilføjede mig mine første københavnske kilo, da jeg boede hos min gode ven Jens (søn af Karen og Peter) i 1,5 md lige efter jeg var flyttet til Hovedstaden.

Vi er dog ingen af stederne, i stedet sidder jeg nu her under mit mosquitonet på min seng i vores selvrenoverede kostald, som vil være vores hjem til vi rejser hjem om godt 5 uger. Her sidder jeg og funderer lidt over tiden her - og måske livet generelt.

Det er selvfølgelig ærgerligt at være væk fra begivenhedernes centrum, når der er mennesker man ville ønske at være sammen med eller lægge en arm om og fortælle, at man holder af. Det gør det dog væsentligt lettere når det er selvvalgt, og alle os rationalister ved jo, at vi ikke kan være alle steder på en gang.

For to uger siden døde min nevø Mikkel, som efter 3 år med sygdom måtte sige farvel til denne verden godt 3 måneder inden sin 4-års fødselsdag. På et sådant tidspunkt ville man ønske at man kunne være til stede og vise omsorg for en mor, en far og en lillesøster, der mistede det der betød allermest for dem. Men alle tilvalg medfører fravalg tilføjer rationalisten, og i stedet må man lade sig begrænse til bønner for dem der lider, nu hvor lille Mikkel har fået fred.

”Hvad er livet for noget? Seriøst. Hvad er det? Det er ikke andet end ondskab”!
- Philip

I lørdags så jeg Yasseen første gang.

Maria og jeg var blevet inde i New Delhi fredag aften for at få lidt alenetid, mens Carsten og Philip tog tilbage til Ashram’en. Om lørdagen tog vi ind til Lok Nayak Hospital, hvor Uwe og Judith fra Sewa Ashram forsøgte at få indlagt to patienter. Den ene patient, Abishek, havde brug for noget blod, så Maria og jeg gav en enhed hver. Den anden var tilsyneladende ikke syg nok og blev derfor afvist. Det var Yasseen. Han tilbragte det meste af dagen bag i Sewa Ashrams glohede jeep, men ikke det mindste brok kom der fra hans mund. Han havde tuberkulose(TB) og så havde han hæmorider. Langt fra den bedste cocktail, hvis man skal tilbringe en hel dag i en glohed jeep, der bumper rundt til og fra og rundt i New Delhi. Middagsmaden røg retur, men det stille smil i hans ansigt sad som mejslet.

Jeg tænkte ikke meget på Yasseen de følgende dage. Konstaterede blot, at han var blevet flyttet ind i seng nummer 2, som er lige ved siden af klinikken. I onsdags da Carsten tog af sted mod Danmark, kom der blod til Yasseen, som forhåbentlig kunne forbedre hans tilstand. Indtil der havde jeg nok troet, at han var ok, når nu hospitalet ikke ville indlægge ham, men det så ikke længere sådan ud. Det til trods smilede Yasseen stadig.

Torsdag aften fortalte Philip mig, at de havde sagt han ikke ville overleve, og at han nok ville dø snart. Men Philip troede ikke på dem og var sikker på, at han nok skulle klare den. Philip og jeg gik over til ham ved 11-tiden. Hans mor var ankommet og sad ved hans side. De smilede begge to og gav os hånden. Hvordan har du det? Spurgte jeg. ”Acha”, godt, svarede han. Hans brystkasse pumpede voldsomt, og den ene lunge han stadig havde tilbage arbejde på højtryk. Den anden var blevet fortæret af TB. ”Hans mor så rigtig sød ud. Jeg tror ikke han dør i nat”, sagde Philip da vi gik.

Næste morgen var Yasseen her endnu, men han havde det ikke godt og Philip var ikke længere sikker på om han ville klare det. Hans fætter og kusine var kommet, men hans kone og to børn var ingen steder at se. Kl lidt over 7 blev der som sædvanlig ringet til aftensmad, og jeg listede derop kort tid efter. Philip var gået i bad lidt tidligere, men jeg fandt ham stående uden for klinikken med sit lyserøde playboyhåndklæde hængende over skulderen.

”De siger han dør inden for to minutter”, sagde han. Jeg stillede mig bagved Philip og kiggede ind gennem glaspartiet på døren til klinikken. Yasseen lå på sengen med sin mor ved den ene side og Nino på den anden. I alt var de seks personer rundt om Yasseen, der gjorde deres for at…vise omsorg… vise nærvær… vise hvad end det er man gør, når man sidder hos et menneske, der er på vej væk. Yasseen smilede ikke længere og det gjorde hans mor heller ikke. Hans mor der aftenen forinden havde siddet ved Yasseens side med det mildeste ansigt. Der stod vi i ca fem minutter, mens Ashram’ens andre patienter sad rundt omkring og spiste deres aftensmad, velvidende om hvad der foregik få meter væk, men også bekendt med livets realiteter og hverdagen på Sewa Ashram.

Der døde to i weekenden. Nu døde der endnu en. De fjernede iltslangerne fra Yasseen og lukkede de smilende øjne på den kun 24-årige far til to. Philip gik i bad.

Jeg sad senere lidt derfra, og så hvordan Judith sad ved moderen og trøstede hende. Der var flere omkring, der ledte efter de ord, som er de bedste at sige til en mor, der lige har mistet sit barn. Philip kom ud af badet og jeg så ham gå over til moderen. Han lagde en hånd på hendes ryg og strøg derefter en hånd henover hendes hoved. Han gik derfra og over mod mig.

”Fuck, det er synd mand. Hvad er livet for noget? Seriøst. Hvad er det? Det er ikke andet end ondskab”.

For et gammelt røvhul som mig, der ofte fremstår vis i selskab med en femtenårig, tror jeg på at livet også rummer andet end ondskab, men hvor er det dog befriende at høre en, der kalder tingene ved deres rette navn. Det er muligvis ikke specielt perspektiverende, men det er dækkende for et øjeblik. Og lige der i det øjeblik, hvor en 24-årig mand, kun lidt ældre end Philips storebror, må sige farvel fordi han tilfældigvis er født i et land, hvor sundhedsvæsenet spiller fallit, så er det ansigt som verden viser, ondskab og meningsløshed.

Yasseen og Mikkel. En far til to og en dreng som aldrig rigtig fik mulighed for at leve livet. Deres død var, er og bliver meningsløs. Midt i meningsløsheden har jeg dog set to mødre, som hver især har elsket deres sønner og hver især har de givet mening ind i hinandens liv. Fra mor til søn og søn til mor. Længe efter meningsløsheden i øjeblikket og mindet, tror og håber jeg begge mødre vil sidde tilbage med svaret på, hvad meningen var med det liv, som blev givet dem. Meningen var ikke at det skulle tages bort. Meningen var det der gik forud. Meningen var de smil, som både Yasseen og Mikkel har sendt til deres forældre igennem de år som de fik givet. I døden er der kun ondskab og meningsløshed, men i livet inden må meningen findes.