Yasseen og Mikkel

Det er den 8. marts. Min gode ven Jens von Horn er på dette tidspunkt på vej til at blive viet til sin Kristin et sted i Norge 4,5 tidszone herfra. Havde vi ikke været der, ville vi nok være ved at gøre klar til stor 60-års fest for Karen Green-Møller, som tilbage i 98 tilføjede mig mine første københavnske kilo, da jeg boede hos min gode ven Jens (søn af Karen og Peter) i 1,5 md lige efter jeg var flyttet til Hovedstaden.

Vi er dog ingen af stederne, i stedet sidder jeg nu her under mit mosquitonet på min seng i vores selvrenoverede kostald, som vil være vores hjem til vi rejser hjem om godt 5 uger. Her sidder jeg og funderer lidt over tiden her - og måske livet generelt.

Det er selvfølgelig ærgerligt at være væk fra begivenhedernes centrum, når der er mennesker man ville ønske at være sammen med eller lægge en arm om og fortælle, at man holder af. Det gør det dog væsentligt lettere når det er selvvalgt, og alle os rationalister ved jo, at vi ikke kan være alle steder på en gang.

For to uger siden døde min nevø Mikkel, som efter 3 år med sygdom måtte sige farvel til denne verden godt 3 måneder inden sin 4-års fødselsdag. På et sådant tidspunkt ville man ønske at man kunne være til stede og vise omsorg for en mor, en far og en lillesøster, der mistede det der betød allermest for dem. Men alle tilvalg medfører fravalg tilføjer rationalisten, og i stedet må man lade sig begrænse til bønner for dem der lider, nu hvor lille Mikkel har fået fred.

”Hvad er livet for noget? Seriøst. Hvad er det? Det er ikke andet end ondskab”!
- Philip

I lørdags så jeg Yasseen første gang.

Maria og jeg var blevet inde i New Delhi fredag aften for at få lidt alenetid, mens Carsten og Philip tog tilbage til Ashram’en. Om lørdagen tog vi ind til Lok Nayak Hospital, hvor Uwe og Judith fra Sewa Ashram forsøgte at få indlagt to patienter. Den ene patient, Abishek, havde brug for noget blod, så Maria og jeg gav en enhed hver. Den anden var tilsyneladende ikke syg nok og blev derfor afvist. Det var Yasseen. Han tilbragte det meste af dagen bag i Sewa Ashrams glohede jeep, men ikke det mindste brok kom der fra hans mund. Han havde tuberkulose(TB) og så havde han hæmorider. Langt fra den bedste cocktail, hvis man skal tilbringe en hel dag i en glohed jeep, der bumper rundt til og fra og rundt i New Delhi. Middagsmaden røg retur, men det stille smil i hans ansigt sad som mejslet.

Jeg tænkte ikke meget på Yasseen de følgende dage. Konstaterede blot, at han var blevet flyttet ind i seng nummer 2, som er lige ved siden af klinikken. I onsdags da Carsten tog af sted mod Danmark, kom der blod til Yasseen, som forhåbentlig kunne forbedre hans tilstand. Indtil der havde jeg nok troet, at han var ok, når nu hospitalet ikke ville indlægge ham, men det så ikke længere sådan ud. Det til trods smilede Yasseen stadig.

Torsdag aften fortalte Philip mig, at de havde sagt han ikke ville overleve, og at han nok ville dø snart. Men Philip troede ikke på dem og var sikker på, at han nok skulle klare den. Philip og jeg gik over til ham ved 11-tiden. Hans mor var ankommet og sad ved hans side. De smilede begge to og gav os hånden. Hvordan har du det? Spurgte jeg. ”Acha”, godt, svarede han. Hans brystkasse pumpede voldsomt, og den ene lunge han stadig havde tilbage arbejde på højtryk. Den anden var blevet fortæret af TB. ”Hans mor så rigtig sød ud. Jeg tror ikke han dør i nat”, sagde Philip da vi gik.

Næste morgen var Yasseen her endnu, men han havde det ikke godt og Philip var ikke længere sikker på om han ville klare det. Hans fætter og kusine var kommet, men hans kone og to børn var ingen steder at se. Kl lidt over 7 blev der som sædvanlig ringet til aftensmad, og jeg listede derop kort tid efter. Philip var gået i bad lidt tidligere, men jeg fandt ham stående uden for klinikken med sit lyserøde playboyhåndklæde hængende over skulderen.

”De siger han dør inden for to minutter”, sagde han. Jeg stillede mig bagved Philip og kiggede ind gennem glaspartiet på døren til klinikken. Yasseen lå på sengen med sin mor ved den ene side og Nino på den anden. I alt var de seks personer rundt om Yasseen, der gjorde deres for at…vise omsorg… vise nærvær… vise hvad end det er man gør, når man sidder hos et menneske, der er på vej væk. Yasseen smilede ikke længere og det gjorde hans mor heller ikke. Hans mor der aftenen forinden havde siddet ved Yasseens side med det mildeste ansigt. Der stod vi i ca fem minutter, mens Ashram’ens andre patienter sad rundt omkring og spiste deres aftensmad, velvidende om hvad der foregik få meter væk, men også bekendt med livets realiteter og hverdagen på Sewa Ashram.

Der døde to i weekenden. Nu døde der endnu en. De fjernede iltslangerne fra Yasseen og lukkede de smilende øjne på den kun 24-årige far til to. Philip gik i bad.

Jeg sad senere lidt derfra, og så hvordan Judith sad ved moderen og trøstede hende. Der var flere omkring, der ledte efter de ord, som er de bedste at sige til en mor, der lige har mistet sit barn. Philip kom ud af badet og jeg så ham gå over til moderen. Han lagde en hånd på hendes ryg og strøg derefter en hånd henover hendes hoved. Han gik derfra og over mod mig.

”Fuck, det er synd mand. Hvad er livet for noget? Seriøst. Hvad er det? Det er ikke andet end ondskab”.

For et gammelt røvhul som mig, der ofte fremstår vis i selskab med en femtenårig, tror jeg på at livet også rummer andet end ondskab, men hvor er det dog befriende at høre en, der kalder tingene ved deres rette navn. Det er muligvis ikke specielt perspektiverende, men det er dækkende for et øjeblik. Og lige der i det øjeblik, hvor en 24-årig mand, kun lidt ældre end Philips storebror, må sige farvel fordi han tilfældigvis er født i et land, hvor sundhedsvæsenet spiller fallit, så er det ansigt som verden viser, ondskab og meningsløshed.

Yasseen og Mikkel. En far til to og en dreng som aldrig rigtig fik mulighed for at leve livet. Deres død var, er og bliver meningsløs. Midt i meningsløsheden har jeg dog set to mødre, som hver især har elsket deres sønner og hver især har de givet mening ind i hinandens liv. Fra mor til søn og søn til mor. Længe efter meningsløsheden i øjeblikket og mindet, tror og håber jeg begge mødre vil sidde tilbage med svaret på, hvad meningen var med det liv, som blev givet dem. Meningen var ikke at det skulle tages bort. Meningen var det der gik forud. Meningen var de smil, som både Yasseen og Mikkel har sendt til deres forældre igennem de år som de fik givet. I døden er der kun ondskab og meningsløshed, men i livet inden må meningen findes.