Godt og vel Halvvejs

Vi har nu passeret milepælen ved navn ”halvvejs”, og i morgen er der kun 3 uger tilbage. En dag hernede går som 2 i Danmark plejer Philip at sige, og i forgårs sagde Philip såmænd, at han næsten ikke rigtig havde lyst til at tage hjem. Et statement, der nok mest var et udslag for en øjeblikkelig følelse frem for en permanent tilstand, for når jeg lige nu konfronterer ham med det han sagde, så siger han med et smil på læben, at det kan vist ikke passe. Hjem eller ej, så kan jeg dog konstatere at Philip klarer dagene godt og hans negativitet samler sjældent bundfald, men kommer som oftest til udtryk igennem sporadiske anfald over småting i hverdagen.

Således blev dette indlæg skudt i gang i en positiv tone. En tone der har lydt igennem næsten 3 uger med kun ganske få mislyde.

Sidste uge rejste Philip og jeg på tur i det nordlige Indien. En tur i søgen efter vilddyr og lidt adrenalin. I Danmark havde jeg lovet Philip, at vi skulle se om vi kunne finde nogle tigre, og lad mig bare bryde spændingen med det samme og sige, at vi ikke fandt nogen på denne tur.
Vi tog et nattog 6,5 time til en by ved navn Ramnagar, som ligger ved siden af Corbett Natl Park. Indiens første nationalpark og efter sigende den med den største tigerbestand - ca 160 tigre i alt. Vores guide Patual kunne stolt fremvise det skrevne ord fra en spansk turist, der dagen før havde set en tiger og senere en leopard, der fortærede et rådyr. Men ak, vi så hverken tigre eller leoparder. Til gengæld så vi en masse firbenede rådyr og dådyr, vilde elefanter, vilde svin, krokodiller og ca 100 aber. Vi overnattede inde i parken og startede morgendagen med en tur på elefantryg, for måske den vej rundt at få et lille glimt af en tiger, men heller ikke det gav pote... Da vi sidst på eftermiddagen fredag blev kørt til bussen af Patual for at fortsætte vores tur, havde man næsten helt ondt af den lille mand. I to dage havde han hørt forgæves efter de alarmcalls, som aber og fugle kommer med og som afslører hvor tigeren befinder sig. Vi havde set tigerspor, det var det tætteste vi kom, men både Philip og jeg var ’sikre’ på at Patual havde været ude samme morgen med et lille tigerstempel, så vi ikke skulle gå helt forgæves. I bussen på vej videre var vi trods alt ved godt mod og Philip fik helt sikkert lov til at opleve mere jungle og vilde dyr end han nogensinde før har set.

Efter en bustur på 6-7 timer med et enkelt skift, ankom vi i hel tilstand til Rishikesh. Buschauffører i Indien kører med en dødsforagt, der afslører en klippefast tro på reinkarnation, og rejse med bus i Indien ville nok være forbudt, hvis vi var med kommunen på tur. Hornet på bussen kører som et pendul igennem aftenmørket, og de modkørende biler med deres lange lys leverer lysshow til den evige vekslen mellem hårde opbremsninger, accelerationer og undvigemanøvrer. 15 kr pr person for en nærdødsoplevelse, er en billig pris for folk med trang til masochisme. Os andre kan bare glæde sig over, at det trods alt ikke var dyrere…

Lørdagen blev brugt til at slappe af i Rishikesh. En by mellem høje bjerge og Ganges bugtende sig igennem. Med et blik i Ganges’ klare vand ser vi tydeligt, at vi er tættere på Himalaya end Varanasi, hvor lig og affald forpester floden. Jeg fik lokket Philip med op til et lille vandfald, hvor jeg legede hare og hvor Philip sled sig en time op af bakke. Vi tog en dukkert i et vandfald lidt længere nede på vejen tilbage og vaskede sveden af os inden vi tog retur til byen. Søndagen brugte vi på en 40 km lang white water rafting tur ned af Ganges. Vi var ved at kæntre flere gange, men vi klarede den og det var på frivilligt initiativ, når vi tog en kølig dukkert og lod os glide med strømmen. Med lidt større armmuskler og solbrændte skuldre og lår tog vi tilbage mod Ashram’en næste dag – en mandag. Philip ville gerne rejse videre, og havde ikke lyst til at tage tilbage. ”Det er så’en et nederen sted. Der er for mange syge mennesker”, sagde han. Jeg valgte at fokusere på det positive i, at han havde fået lyst til at rejse, og sagde, at så er det jo bare at komme hjem og spare sammen til at komme afsted igen.

Mandagen kom, og den lange tur tilbage mod Delhi lurede i horisonten. En tur som Philip på ingen måder så frem til. Vi startede med en time i bus, og fra Haridwar fik jeg lokket Philip med på at tage General Class med toget i 7 timer til Delhi. General Class eller Second Class unseated, også kaldet monkey class, er de sidste vogne i toget, hvor der altid er plads til en til. Man sidder på træbænke bag åbne tremmevinduer og med lidt held kan man måske få et par høns som bordherre. General Class er et lille stykke Indien, som jeg ikke havde lyst til at snyde hverken Philip eller mig selv for og til en pris af 10 kr pr person, så var det økonomiske aspekt igen på vores side. I starten var der god plads, men vi mærkede befolkningstætheden stige jo tættere vi kom Delhi. Da vi langt om længe (og tiltrængt) ankom til Old Delhi Station, sad der 6 msk på vores bænk, 5 over for, 3 på bænken ovenover den og en mor med 3 børn over vores hoveder. Been there, done that og egentlig fedt nok, men mon ikke vi hopper en klasse op næste gang, og smider en 20’er oveni prisenJ

Vi ankom til Ashram’en kl halv 2 om natten, kravlede over muren og videre i seng.
Turen var på mange måder set som en slags gave, men hvor en del af turen også blev betalt af hans egne lommepenge. Turen var til for at vise ham lidt mere af Indien, give ham nogle nye oplevelser og presse ham lidt på nogle nye måder. På mange måder ligner sådan en tur egentlig meget de ture som andre institutioner tager på med udsatte unge, hvad enten det er skiferier eller solferier. De sætte begge fokus på oplevelsen og så forsøger de ofte at tilgodese et fælles tredje, hvor man laver en aktivitet sammen med de unge. Alligevel er der flere forskelle. For det første er der kun en voksen og en ung, det vil til alle tider gør det relationelle arbejde mere komprimeret (om end måske også mere skrøbeligt). For det andet, så foregår turen i Indien, og det giver væsentlig flere indtryk at bearbejde og flere mulige konflikter/udfordringer at navigere i sammen med den unge (det er selvfølgelig ikke altid en fordel, men må ses i lyset af, hvem man har med at gøre). Og til sidst så er der det økonomiske perspektiv, som mange måske tænker på. 6 hele dage med mad, transport i ca 20-25 timer, hotel, 2 dages safari med guide, jeep og indgang kostede projektet ca 650 kr for Philip. Han betalte selv 150 kr for white water rafting, og derudover har han lavet en aftale med undertegnede om at afdrage de 650 kr igennem de foredrag, som vi forhåbentlig skal ud at holde en del af, når vi kommer hjem. Det er da rørende billigt. Til sammenligning brugte jeg mere på en 2 dages-tur med Philip til Ålborg sidste år i juni, hvor jeg var ansat af kommunen.

I forhold til Philips udmeldinger om at skulle tilbage var jeg spændt på, hvordan Philip ville klare det at være tilbage, men det har han klaret flot. Allerede da vi var kravlet over muren til Ashram’en, sagde han, at vi hellere lige måtte gå hen og se om de havde fået lavet kaninburet færdigt, som de startede på lige inden vi tog afsted. Dagen efter var han faldet ind i mange af hans positive rammer, han spurgte til patienterne og lå og kørte rundt med Rasheed i hans rullestol. Siden vi kom tilbage sent i mandags, har vi fået lavet en del fysisk arbejde, og vi har fået os en del gode snakke om fremtiden. Philip er grundlæggende træt af at alle mennesker har en mening om, hvordan han skal leve sit liv, og måske netop derfor har han umiddelbart ingen intentioner om at ændre sig. Jeg fortalte ham i dag, at hvis man lader være med at ændre sig, bare fordi folk vil have at man skal gøre det, så lader man også andre mennesker bestemme over sig. Så uanset hvad er det grundlæggende svært ikke at lade sig styre af andre mennesker. Derudover fortalte jeg ham at han de næste 3-5 år vil komme til at ændre sig mere end han nogensinde har gjort hidtil, spørgsmålet er bare hvordan. Så forandring slipper han ikke for – det gør ingen, og slet ingen der er 15 år gammel.

Philip sagde i går, at han var lidt spændt på at skulle op på Hørby Ungdomsskole, hvor eleverne har sponsoreret hans billet (se videoen i højre side), og han ville meget gerne vide hvad han skulle sige når vi kom derop. Han spurgte, hvad jeg plejede at sige, når jeg var ude at holde foredrag, så derfor sad jeg i går aftes og holdt foredrag om Selvværd og Selvtillid, Image og Identitet. ”Det er i hvert fald et af de bedste foredrag jeg har hørt”, sagde han, da jeg spurgte om der var noget af det han kunne bruge og om det var rigtigt. ”Rigtig meget af det faktisk”, havde han sagt. Undervejs mens jeg fortalte havde vi flere gode snakke, og igen i dag har snakken kørt videre. Han er i dag gået i gang med at skrive en lille hilsen til 2 piger fra Hørby, som gav mig et brev med til ham, da jeg var på besøg deroppe i uge 2. Det er altid fedt for mig, når Philip selv tager initiativ til noget, eller udtrykker en lyst for at gøre eller lave et eller andet, og det gør det væsentligt lettere for mig at støtte ham i det.

Han kom tilbage for lidt siden, efter at have været ovre på nettet og læse om Hørby Ungdomsskole, og han syntes den lød vildt fed. Selve tanken om måske at skulle tage på en efterskole selv efter sommerferien blev i dag næsten helt tiltalende for ham. ”Herlev Kommune vil i hvert fald nok gerne betale for, at jeg kommer væk”, som han siger. Alligevel er der et par men’er. Han vil ikke afsted uden der er nogen fra Herlev. Han vil ikke have skoleundervisning. Han vil helst være et sted, hvor man må ryge hash, eller hvor han kan skjule det. Alle de tre ting tror jeg nu nok på kan komme til forhandling, hvis det bliver aktuelt på et tidspunkt, så lad os på nuværende tidspunkt bare glæde os over at der kommer mulige fremtidsplaner og løsninger fra ”hestens egen mund”.

Dagen før de 5 uger er gået, sidder jeg altså her i Indien med et smil på læben. Ikke et af de helt store, men et af dem der bliver efterfulgt af et godkendt nik. Der er ikke umiddelbart nogen solskinshistorie i vente i den kommende tid, men jeg begynder at tro på, at han forstår hvad det er det handler om: At det er hans liv og hans valg.

Tak for jeres tid – hvis I har mere tid at give af, så skriv en kommentar på min eller Philips blog, og hvis I har lidt mere tid (og penge), så gå ind og bliv medlem af Cafe Retro. Det koster kun 75 kr om året i kontingent, og der findes ikke mange foreninger i Danmark, der kan prale af at have administrative udgifter for 0 kr. Hvis du tilmelder dig inden d. 14. april, går din kontingentbetaling for i år direkte til Sewa Ashram. På forhånd tak.

Anders